14-årig død efter påkørsel af flugtbilist
14-årig dreng er død efter at være blevet påkørt onsdag aften. 75-årig bilist meldte sig selv til politiet efter midnat.
Den 14-årige dreng fra Grindsted, der onsdag aften blev påkørt af en bil, er afgået ved døden, bekræfter skolelederen fra drengens tidligere skole over for JydskeVestkysten.
Søren Rahbek, der er skoleleder på Lynghedeskolen, som drengen netop havde skiftet til, bekræfter dødsfaldet overfor TV SYD.
- Det er ubærligt, uforståeligt og hjerteskærende det, der er sket. Vores dybeste medfølelse går til de pårørende. Vi har igangsat et kriseberedskab til eleverne fra den pågældende årgang, ligesom vi sørger for, at der bliver talt med eleverne i alle klasser. Derudover har vi opfordret alle forældrene på skolen til at gå i dialog med deres børn, som kan være meget påvirkede, udtaler Birgitte Edens, skoleleder på Vestre Skole og Søren Rahbek, skoleleder på Lynghedeskolen.
Flugtbilist meldte sig selv
Bilisten er en 75-årig mand fra Grindsted. Han meldte sig selv til politiet efter midnat, fortæller politikredsen torsdag formiddag.
Ulykken skete på Nollundvej kort efter klokken 20. To 14-årige drenge gik på vejen, og den ene blev påkørt, men bilisten kørte væk.
Derfor efterlyste politiet onsdag aften offentligt føreren af bilen, en sølvfarvet VW. Det ene sidespejl var ødelagt, og også noget af frontgitteret var beskadiget.
Derimod har politiet ikke mistanke om, at den 75-årige var påvirket.
- Vi har på nuværende tidspunkt ingen grund til at tro, at der er tale om andet end en tragisk ulykke, siger vicepolitiinspektør Stig Simonsen ifølge politikredsens opslag på X.