Forhold dig roligt og nyd oplevelsen, hvis du ser en ulv
I 2012 var det en sensation, da der blev set en ulv, nu er der flere end 50, og de dukker op flere steder. Det bedste, man kan gøre, er at forholde sig roligt, hvis du pludselig står overfor én.
Bevar roen, hav respekt og observer på afstand. Sådan lyder grundopskriften, hvis du en dag skulle stå overfor en ulv i det fri.
- Hvis man kan finde ro i det, skal man også føle sig lidt heldig, for det er ikke det mest almindelige at se en ulv tæt på, siger Kim Skalborg Simonsen, biolog hos Givskud Zoo.
Der er ingen grund til at blive bange eller gå i panik, for ulvene har slet ikke lyst til at møde os mennesker.
I Oksbøl har de netop spottet ulve i et boligkvarter, men det er hverken unormalt eller farligt.
- Det er ikke et sted, de er søgt hen, det er fordi, de ikke har en indbygget GPS. De har færdes i området i løbet af aftenen, og så har de taget en vej, der var energibesparende, siger Kent Olsen, Videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum, Aarhus.
Find roen og føl dig heldig
Løber man ind i en ulv, så skal man holde afstand til den, men man må også godt tage sig tid til at nyde synet.
- Al viden og statistik viser, at de ikke ser os som mad, at de ikke har nogen direkte interesse i os, og at det langt overvejende vil være ulven, der synes, at vi er de mest farlige og skynde sig væk, siger Kim Skalborg Simonsen, biolog hos Givskud Zoo.
Og så er det faktisk ikke en dum idé at hive kameraet frem og forevige dit møde med en ulv.
- Det er en god idé at tage en video af det møde, så vi får dokumentation for hændelserne og ulvens adfærd. Vi ser altid, at de vender om og går væk, og det er deres naturlige og ønskelige adfærd, siger Kent Olsen.
Han opfordrer til, at man ikke følger efter dyret eller er decideret opsøgende, da ulvene af sig selv nok skal søge væk.
- Det er en klar opfordring, at man ikke sætter sig i sin bil og kører efter dem. Det er simpelthen ikke i ulvenes interesse, og de har ikke brug for hjælp til at finde ud af byen igen. Man tvinger ulvene til at tage nogle uhensigtsmæssige beslutninger, hvor man gør mere skade end gavn, siger han.
Ulvene i Oksbøl har formentlig været hvalpe fra et kendt ulvepar i området, og de har lige nu ramt teenage-alderen, hvilket gør, at de begynder at strejfe rundt alene eller i søskendegrupper, og derfor kan ende steder som i byerne.
Ikke naturligt
Når ulvene kommer ind i byerne, er det altså ikke planlagt, men fordi de tilfældigt ender der. For eksempel fordi de ikke kender området så godt.
- Vi har gentagne gange oplevet det i Jylland, og det er ikke usædvanligt, at ulvene følger naturlige ledelinjer i landskabet og lader sig guide ind i nærheden at mindre byer eller anden infrastruktur, siger Kent Olsen.
Oksbøl ligger med meget natur, og derfor er der ikke langt fra skov til by, hvis ulvene spotter en vej eller sti, der er let for dem at bruge.
- Vi skal som mennesker gøre, som vi hidtil har gjort. Vi behøver ikke ændre vores adfærd, siger han.
Han har set nogle videoer, hvor ulvene løber i galop, har halen mellem benene og ørene bagud, hvilket viser, at ulvene er stressede og gør alt, hvad de kan for at komme væk fra den situation, de uforvarende er endt i i villakvarteret i udkanten af Oksbøl.
Møder man en ulv, og man har en hund eller et barn med, er der heller ingen grund til stor bekymring, men man kan tage sine forholdsregler.
- Står man med en lille hund, kan man tage den ind til sig, for den kan godt være mere interessant, end vi er. Det er lidt det samme med børn, de skal ikke løbe hen til den, men stå lige så stille og kigge på ulven, så kan der ikke ske noget som helst. Det ville være yderst usædvanligt, siger Kim Skalborg Simonsen, biolog hos Givskud Zoo.
Store hvalpekuld
I 2024 blev der født 38 hvalpe, og man antager, at de fleste stadig er i live. Derudover estimerer Naturhistorisk Museum i Aarhus, at der er mellem 22 og 42 voksne ulve i Danmark.
- De føder hvalpe hvert år, så når et par har fundet sammen og har fået hvalpe første gang, kører det som en småkagefabrik, siger Kent Olsen.
Derfor vil vi kunne forvente, at ulvebestanden stiger over de kommende år, men kurven vil også flade ud igen.
- Ulve regulerer deres kuldstørrelse i forhold til, hvor meget arbejde der skal lægges i at finde føde til hvalpene. Derfor ser vi relativt mange eksempler i Danmark, hvor parret får otte hvalpe og ikke de gennemsnitlige fem til seks hvalpe, siger seniorforskeren.
Der er lige nu god plads til at få hvalpe, og hvis der ikke er en overdødelighed, så regner de med, at bestanden vokser med omtrent 30 procent om året.
- Det vil vare, indtil de bedsteegnede levesteder er fyldte. Så forventer vi, at vækstraten kommer til at falde, og det varer nogle år endnu, siger han.