De ser med fra hele verden: Storkerede får minderne til at vælte frem
Karin, Magni, Hanne og Morten og en del andre følger alle livet i Smedager-reden, selvom de ikke sidder i Danmark.
Hanne Strasser har de sidste to år kigget med, når storkene lander i Smedager, fra sit hjem i den lille landsby Balsthall i Schweitz.
- Jeg har tændt for computeren stort set hele tiden i storkesæsonen. Det er så sjovt, og så sidder man og venter på, de kommer. Og ja, jeg kommer i ekstase, når den første stork lander, fortæller Hanne med en høj latter.
Hanne Strasser bor på halvtredsindstyvende år i Schweitz, hvor hun er gift med en schweizisk mand, som også ind i mellem ser storke-tv fra Danmark.
- Det med, at man kan følge så intenst med i deres liv, og hvordan de ruger på æggene og i det hele taget reagerer og kommunikerer med hinanden, det er bare virkelig spændende, mener Hanne.
Den tidligere fysioterapeut og nu pensionist sidder ofte og strikker, mens hun ser på storkene. Noget mere afslappende kan Hanne ikke forestille sig.
- Især her i det seneste corona-år har det været en skønt afbræk i dagligdagen at sætte sig og så bare nyde den smukke fugl, siger hun.
Minderne vælter frem: Hanne var ved at tude
Oprindeligt er Hanne Strasser fra Esbjerg, og det var helt tilfældigt, at hun for to år siden fandt tv-reden i Smedager. Udover det spændende storkeliv, så vækker landskabet omkring reden også en masse minder, så det næsten er som at komme hjem for den nu 70-årige kvinde.
- Min navlesnor er knyttet til Danmark. Det kan hverken 50 år i Schweitz, et godt ægteskab og to nu voksne piger her i landet ændre på, forklarer Hanne og fortsætter:
- Da jeg så Smedager og landskabet omkring for første gang, så var jeg lige ved at tude. Landskabet minder mig om min barndom, da jeg som lille pige i Esbjerg gik ture med min farfar nær det gamle posthus, hvor der var en gammel storkerede. Min farfar sagde altid, at det var 'farligt' at gå forbi, fordi de klattede ud over redekanten, siger Hanne Strasser med et smil.
Interessen for teknik ledte Morten til storke-tv
55-årige Morten Larsen, der de seneste syv år har haft arbejde i et softwarefirma i Leiden i Holland, opdagede helt tilfældigt storkene i Smedager sidste år.
- Jeg ledte på internettet efter webkameraer, da det tekniske interesserer mig meget, og så faldt jeg over webkameraet i Smedager. Og da jeg synes både billedkvaliteten og lyden er virkelig god, ja så blev jeg hængende, og så en del især under corona-lock down.
Morten Larsen skal helt sikkert også følge med i denne storkesæson.
- Udover jeg synes godt om billedkvaliteten, så lærte jeg simpelthen også så meget om storke sidste år. Og da jeg nok er lidt en nørd, når noget interesserer mig, så søger jeg en masse informationer om det, og nu læser jeg en masse om storke og deres liv. Så jeg følger helt sikkert med igen i år, fra når den første fugl ankommer, siger han.
Par fra Færøerne vildt betaget af fugleliv så tæt på
74-årige malermester Magni Jacobsen og hans kone Karin Jacobsen elsker at se storke-tv fra deres hjem på Færøerne. De tjekker reden i Smedager flere gange om dagen i storkesæsonen.
Storke findes ikke på Færøerne, og udover at se med i storkereden, så læser parret også om storke og om, hvordan de lever. Og det at kunne følge med helt tæt på i en storkerede, er noget som fascinerer dem begge meget.
- At få indblik i et fugleliv og at storke finder tilbage til den samme rede år efter år, det er bare vildt spændende. Vi får en masse viden om fuglen. Vi skifter mellem kameraerne i Smedager og i Bækmarksbro, for vi vil følge med begge steder, og vi synes, det bliver mere og mere spændende, forklarer Magni Jacobsen.