Storken Christian er fundet død i Tyrkiet efter elektrisk stød
- Det er trist, men på samme tid er det med til at understrege, hvor farligt det er for storkene at flyve mod Afrika, sådan lyder det fra Jess Frederiksen, efter storken Christians død.
Et dødbringende elektrisk stød fra en ikke-isoleret ledning blev Christians død.
Storken havde en GPS-sender på ryggen, og derfor var det muligt at få afklaret, hvad der helt nøjagtigt var sket.
- Signalet fra GPS-senderen blev ved med at komme fra samme sted i tre dage, og det er meget unaturligt, for den skulle gerne have fløjet videre igennem Tyrkiet og videre til Afrika, siger Jess Frederiksen, der er formand i foreningen storkene.dk.
Jess Frederiksen slog derfor alarm igennem en tyrkisk storkeside, hvor en tyrkisk kvinde reagerede. Kort tid efter viste det sig desværre, at Christian og to andre storke lå forbrændte og døde under ledningen.
Tyrkisk storkeside slog til
- Fugle-grupper tog ud og kiggede på GPS-koordinatet, som jeg sendte, og der lå han desværre. Det er det gode ved GPS signalet, vi kan få belyst nogle ting, siger han.
Jess Frederiksen fortæller, at to andre storke uden ringmærkning, også lå døde ved siden af Christian. Derfor vil de nu forsøge at få gjort noget ved ledningerne i området.
Høj dødsrate
Men ifølge Jess Frederiksen er det ikke usædvanligt, at storkene dør, især når de skal flyve langt.
- Der er ingen tvivl om, at den lange flyvetur til Afrika kan være farlig for storkene, for det er en meget lang tur, siger han.
Især Libanon kan blive et meget farligt område for storkene, da jægere især sigter efter trækfugle, som storke og pelikaner, men så langt kom Christian desværre slet ikke.
- Det er et meget farligt område, og dødsraten er højere, siger han.
Hvem, hvad, hvor: Her er de fire storkepar
Broderup: To ikke-ringmærkede storke slog sig i april ned i reden. Parret har fået hanstorkene Findus og Loui og hunstorkene Bella og Simba. Eksperterne regner med, at hunstorken er den samme, som lå med en tysk mage og rugede på et æg i samme rede i nogle uger i 2020. Parret forlod siden reden og det uklækkede æg. Det er familien Jacobsen, der har givet ungerne navne efter årets kattekillingekuld. De voksne storke kalder familien Hr. og Fru Stork. Simba og Findus har får påmonteret GPS-trackere på ryggen, så man via AnimalTracker kan følge deres flyvetur sydpå i vinterhiet. Lige nu er de i Spanien.
Smedager: Clyde og den tyske hunstork Connie fik i begyndelsen af april hanstorken Zeneca og hunstorken Astra. De to unger døde i en nærliggende gylletank d. 31. juli.
Rens: Efter en del flakken rundt slog 13-årige Annika og den firårige svenske hanstork Alfred fra Skåne sig ned i Rens, hvor de omkring d. 14. juni fik tre unger. Den ene af ungerne er døbt Christian. De to andre kender man ikke kønnet på, da DNA-testen slog fejl. Derfor har de ikke fået navne. Hanstorken Christian er opkaldt efter gårdens grundlægger og bærer også en GPS-sender. Han er nu død af et dødbringende elektrisk stød i Tyrkiet.
Bjerndrup: Siden maj har der boet et ungt storkepar i en rede i Bjerndrup. Hunnen er kun to år, så derfor har de ikke fået unger på vingerne. Parret forventes, lige som de andre storkepar, at vende tilbage til deres danske reder i foråret 2022.
I august fik Christian, som den eneste fra Rens-reden, en GPS-sender på. Dengang vejede han 4,2 kg.
Storken er døbt Christian, og det er der en særlig grund til, forklarede ejer af gården, Iver Hansen, hvor storkene boede.
- Den er opkaldt efter min far, som jeg har haft ejendommen her med. Han er nu død, men han boede her også, da de første storke kom og slog sig ned på gården i 1971, lød det fra Iver Hansen, der i dag driver den fædrene gård i Rens sammen med sin kone.
Status på Broderup-ungerne
I Broderupreden fik to unger en GPS-sender på. Det er hannen Findus med ringnummer 8710 og hunnen Simba med ringnummer 8711, som også begge kan følges på Animal Tracker.
Jess Frederiksen fortæller, at de begge er kommet godt frem til Spanien, hvor de formentlig vil tilbringe vinteren.