Et stort storkeår er ved at være slut - nu venter en travl vinter med åbning af webshop, dialogmøder, foredrag og storkerejser
Fuglen er fløjet. Storkesæsonen i Danmark er gået - trods tragiske hændelser - langt bedre end forventet, og nu er storkeunger på vej i vinterhi.
Der er højtryksvejr i disse dage med solskin og en let brise. Det er flyvevejr for storke.
Nogle af årets danske storkeunger er allerede draget mod sydligere himmelstrøg, de andre unger ventes snart at følge trop. Når de alle er rejst hjemmefra, drager også forældrestorkene afsted. Hr. og fru stork i Broderup og Annika og Alfred i Rens.
Tyske Connie fra Smedager er nu endelig taget afsted. Magen Clyde er set ved reden de seneste døgn, men mon ikke også han mærker, at dagene bliver kortere, og det smukke sensommervejr signalerer opbrud for hanstorken også?
Lige nu er der kun en unge tilbage i Broderupreden. De tre andre - Simba, Findus og enten Louie eller Bella - er draget mod syd. I Annikas rede i Rens bor alle tre unger hjemme endnu. Men de er også først klækket midt i juni - og det er sent.
Livet i Smedager 2021:
- Den 7. marts lander Clyde i reden efter at have overvintret i Sydafrika eller Spanien.
- De første dage i april lander en tysk hunstork i reden hos Clyde. Den bliver senere af TV SYDs seere døbt Connie.
- Mellem den 9. og 17. april lægger Connie fem æg.
- Mellem den 14. - 16. maj kommer fire storkeunger til verden.
- Allerede den 18. maj har Clyde fjernet to døde storkeunger, som ikke klarer de første døgn.
- De to tilbageværende storkeunger vokser og klarer sig godt og bliver i løbet af sommeren navngivet Zeneca (hanstork) og Astra (hunstork).
- Hanstorken Zeneca får den 5. juli påsat en GPS-sender af den tyske storkeprofessor Michael Kaatz. Senderen skal være med til at opklare, hvor storkene flyver hen, når de indleder trækket til vinterhiet.
- Fredag den 30 juli viser Zenecas GPS-signal på Animal Tracker, at den er landet i en gylletank tæt på reden i Smedager.
- Undersøgelser af gylletanken søndag den 1. august bekræfter den værste frygt: Zeneca og søster Astra er druknet i gylletanken.
- Søndag den 15. august om morgenen letter Connie og Clyde for sidste gang i denne storkesæson fra reden i Smedager.
- Torsdag den 19. august vender Connie kortvarigt tilbage til reden, men opholder sig kun der i to døgn. Clyde kommer også tilbage, og er der d.d. stadig.
- Selvom Annikas unger ikke er ret gamle og godt kunne bruge lidt mere flyvetræning, så forventer jeg, at de også trækker mod syd meget snart. Det er de nødt til. Det er lyset og vejret, der afgør, hvornår rejsen starter for dem, siger Jess Frederiksen, formand i foreningen storkene.dk.
- Astra og Zeneca lærte os meget
Og storkeungerne Astra og Zeneca fra Smedager - ja, som de trofaste storkeentusiaster ved, så omkom de på tragisk vis i en gylletank tæt på deres rede, lige som de var begyndt at øve sig i at flyve.
- Det var bare en hæslig hændelse, og som vi slet ikke var forberedt på, genkalder Jess Frederiksen sig dagene omkring den 31. juli, hvor de to unger forsvandt.
Storkeungerne, der var årets afkom efter Connie og Clyde i tv-reden i Smedager, forsvandt ligesom deres unge liv var begyndt. Den eneste grund, til at vi kender deres skæbne, er at hanstorken Zeneca nogle uger forinden havde fået en GPS-sender påmonteret sin ryg.
I dagene efter deres død i gylletanken, udtalte Jess Frederiksen, at Astra og Zeneca ikke er døde forgæves:
Hvem, hvad, hvor: Her er de fire storkepar
Broderup: To ikke-ringmærkede storke slog sig i april ned i reden. Parret har fået hanstorkene Findus og Loui og hunstorkene Bella og Simba. Eksperterne regner med, at hunstorken er den samme, som lå med en tysk mage og rugede på et æg i samme rede i nogle uger i 2020. Parret forlod siden reden og det uklækkede æg. Det er familien Jacobsen, der har givet ungerne navne efter årets kattekillingekuld. De voksne storke kalder familien Hr. og Fru Stork. Simba og Findus har får påmonteret GPS-trackere på ryggen, så man via AnimalTracker kan følge deres flyvetur sydpå i vinterhiet.
Smedager: Clyde og den tyske hunstork Connie fik i begyndelsen af april hanstorken Zeneca og hunstorken Astra. De to unger døde i en nærliggende gylletank d. 31. juli.
Rens: Efter en del flakken rundt slog 13-årige Annika og den firårige svenske hanstork Alfred fra Skåne sig ned i Rens, hvor de omkring d. 14. juni fik tre unger. På grund af den sene klækning er de endnu ikke begyndt trækket i vinterhi. Den ene af ungerne er døbt Christian. De to andre kender man ikke kønnet på, da DNA-testen slog fejl. Derfor har de ikke fået navne. Hanstorken Christian er opkaldt efter gårdens grundlægger og bærer også en GPS-sender. Christian kan man derfor også følge på AnimalTracker.
Bjerndrup: Siden maj har der boet et ungt storkepar i en rede i Bjerndrup. Hunnen er kun to år, så derfor har de ikke fået unger på vingerne. Parret forventes, lige som de andre storkepar, at vende tilbage til deres danske reder i foråret 2022.
- Med deres dødsfald fik vi en viden, som er særdeles brugbar for os. Det var tragisk, at de skulle ende deres liv i en gylletank. Men deres død betyder, at vi i den kommende vinter vil arbejde målrettet med at forhindre, at det sker igen.
Hvilket arbejde der venter, vender vi tilbage til.
Selvom den tragiske hændelse i Smedager har fyldt en del hos både formand Jess Frederiksen og storkeekspert Mogens Lange og ikke mindst hos alle de mennesker, der ser storke-tv på TV SYD, så har det ifølge de to storkeentusiaster været et storkeår over al forventning:
Tre ynglende par, ni unger og et umodent storkepar
- Vi havde jo forberedt os grundigt på, at flere storke ville kunne slå sig ned i Danmark ved at lave den her mur af 50 indflytningsklare reder i ådale langs den dansk-tyske grænse. Og det har virket efter hensigten. To storkepar, udover Conni og Clyde i Smedager, har fået i alt syv unger på vingerne. Desuden har der siden maj boet et ungt par i en rede i Bjerndrup. Hunnen er kun to år, så derfor har de ikke fået unger, men de vil helt sikkert også søge tilbage hertil til næste år. Det er mere, end vi næsten turde drømme om, siger Jess Frederiksen.
Storkene.dks formål er at arbejde for, at storken igen slår sig ned i Danmark som fast ynglefugl. For omkring 120 år siden var der omkring 4.000 ynglende storkepar. De sidste storke forsvandt i begyndelsen af 1990'erne. Fødeknaphed og et landskab intensivt dyrket af landbruget har ikke været storkevenligt.
Men med storkeforeningen, Markus Jebsens Naturfond og velvillige menneskers hjælp i form af indflytningsklare reder, 20 nye vandhuller og fiskefoder, er det lykkedes at få nogle af storkene fra den stærkt voksende tyske bestand til at slå sig ned i Danmark i år - og der må gerne komme flere til, hvis det står til medlemmerne i storkeforeningen.
Få nye reder til sæson 2022
I den kommende vinter bliver opgaverne dog helt anderledes end i 2020. Her knoklede medlemmerne med at sætte i alt 50 nye storkereder op som en 'mur' langs grænsen. Mogens Lange drømmer om at sætte endnu tre til fire reder op, men så er det også slut:
- Der er et par steder helt nede syd for Tønder og ved Vidå, der er fantastisk velegnede til storke. Men ellers har vi nok reder i et storkevenligt landskab med vandhuller, åer og enten slåede eller afgræssede enge, som der er brug for, hvis storken skal kunne leve her, forklarer han.
I stedet plakater, dialogmøder, kopper og T-shirts
Nu begynder et nyt kapitel for Jess Frederiksen og Mogens Lange og de andre medlemmer i storkeforeningen. Den kommende vinter skal der ikke knokles med reder, men inviteres til dialogmøder og foredrag, og så skal der tjenes penge:
- Vi vil her i efteråret invitere til møder med landmænd, der bor tæt på storkerederne. Vi vil så gerne passe på storken og ikke mindst ungerne, mens de er her. Så vi drømmer om, at vi i et samarbejde kan holde de åbne gylletanke lukkede i cirka fem til otte uger, fra ungerne begynder at flyve, og til de rejser i vinterhi, forklarer Mogens Lange.
Hvordan det skal foregå, kommer an på, hvordan landmændene stiller sig til problematikken. Men faktisk gav landmand Iver Hansen ved storkereden i Rens, hvor storkeparret Annika og Alfred bor, et bud på, hvordan det kan løses ved at lægge en presning over sin åbne gylletank:
- Det virker umiddelbart som en enkel, billig og ikke mindst brugbar løsning, men nu må vi også høre landmændene ad. Hvad tænker de?, siger Mogens Lange, der regner med at sende invitationer ud meget snart.
Og så åbner storkene.dk den 1. oktober en webshop.
- Vi har fået trykt de flotteste plakater af årets storke i de forskellige reder i år, som man vil kunne købe. Desuden har vi fået lavet krus, T-shirts, poloshirts, kasketter - alt sammen med storkemotiver på, og vi sælger også storkereder. Og der er mere på vej, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu, forklarer Jess Frederiksen:
- Det meste i shoppen bliver lavet som certificeret Fairtrade og i økologisk kvalitet, og alt overskud går selvfølgelig til foreningens arbejde.
Desuden vil man snart kunne komme til foredrag med de to herrer, og der er også rejseaktivitet for interesserede på vej.
- Vi har i flere år lavet rejser til forskellige steder i Europa for at opleve storken, den aktivitet genoptager vi og udvider. Lige nu har vi to rejser på bedding med blandt andet en rejse til Bayern. Og så vil Mogens og jeg også lave en foredragsrække om storken, siger Jess Frederiksen.
2022: Forventer endnu flere ynglende storke
Til næste år forventer Jess Frederiksen og Mogens Lange, at endnu flere storke vil finde vej til Danmark. 2018 var nemlig et stort storkeår i Nordtyskland, og ungerne fra den årgang vil i 2022 være fire år gamle.
- Vi forventer at se endnu flere storke til næste år. Vi ved, at årgang 2018 er stor, og de er som fireårige netop kønsmodne og vil søge tilbage til deres hjemstavn for at yngle, så der er god grund til at tro, at vi vil se endnu flere ynglende par i 2022 i Danmark også, mener Jess Frederiksen.
Følg Findus, Simba og Christian gennem vinteren
Selvom der er travlhed med at forberede næste års invasion af storke i Danmark, så kan du stadig følge storkene fra både Broderup og Rens. Der er i alt tre unger, der har fået en GPS-sender på, og dem kan man følge på Animal Tracker, som også kan downloades som app. De tre storke fra Sønderjylland, man kan følge, er Findus og Simba fra Broderup og Christian fra Rens. Desuden kan man også følge storken Michaela fra storkereden ved Gundsølille ved Roskilde.