Christian, Findus, Simba: Storkeungerne i Broderup og Rens er nu kønsbestemt - men ikke alle får navne
Så er der endelig resultater fra DNA-testene af Annikas unger samt de fire unger i Broderup.
Efter en del venten er resultatet af storkeungernes DNA-test i de to reder i Broderup og Rens endelig kommet.
Det betyder, at storkeungerne nu også har fået navne. Eller det vil sige - ikke alle får et navn, da der er gået et eller andet galt i Annika og Alfreds rede. Her har man på laboratoriet i Tyskland ikke kunnet trække nok DNA-materiale ud af to af fjerprøverne til at kønsbestemme dem:
- Vi får desværre derfor ikke at vide, hvilket køn de to storke har, forklarer Jess Frederiksen, der er formand hos storkene.dk.
Hanstorken Christian opkaldt efter afdød far
Men den ene af Annika og Alfreds i alt tre unger kunne kønsbestemmes, og det er en hanstork. Det er samme stork, der også har fået en GPS-sender monteret på sig, og som man derfor kan følge på Animal Tracker. Den er ringmærket 8715, og det er den sender, som nu afdøde Zeneca oprindeligt havde fået på.
Storken er døbt Christian. Og der er der en særlig grund til, forklarer ejer af gården, Iver Hansen, hvor storkene bor.
- Den er opkaldt efter min far, som jeg har haft ejendommen her med. Han er nu død, men han boede her også, da de første storke kom og slog sig ned på gården i 1971, fortæller Iver Hansen, der i dag driver den fædrene gård i Rens sammen med sin kone.
Deler navne med årets killingekuld
I Broderup har det formodentlige tyske par (de er ikke ringmærket) fire unger liggende i reden. DNA-testen afslører, at det er to hanner og to hunner. De har også fået særlige navne af familien Jacobsen, der huser hele storkefamilien på deres ejendom.
- De er opkaldt efter vores kattekillinger, som er født tæt på de dage, hvor storkeungerne er klækket. Derfor er storkeungerne blevet døbt Findus, Loui - begge hanner og Simba og Bella, der er hunnerne.
- Vi synes, navnene er søde, og da de er kommet til verden så tæt på hinanden, gav det god mening at navngive dem med samme navne, siger Monika Jacobsen, der er vært for storkene i Broderup.
I Broderupreden har to unger fået en GPS-sender på. Det er hannen Findus med ringnummer 8710 og hunnen Simba med ringnummer 8711, som også begge kan følges på Animal Tracker.
For Monika Jacobsen og familien har det været en kæmpe fornøjelse at følge de seks storkes liv så tæt på:
- Det har simpelthen været fantastisk. Vi ser til dem mange gange om dagen. Og lige nu er vi så spændte på, hvornår den første unge letter fra reden. De øver og øver sig i hvert fald ihærdigt, siger Monika Jacobsen.
Hun fortæller også, at reden nu er for trang til seks storke, at forældrene derfor om aftenen ved 22-tiden flyver cirka 200 meter væk og hen på reden ved mejeriet NaturMælk for at tilbringe natten der.
Nu venter timevis af flyveøvelser
Da de syv unger i de to reder er klækket meget sent i foråret, forventer de hos storkeforeningen, at de først begynder deres vintertræk sydpå de sidste dage i august og måske først til september.
- Vi håber, at de når at få så meget flyvetræning, at de er rustet til den lange tur til enten Sydafrika eller Spanien, så vejret her i sensommeren er afgørende for, hvor godt det vil lykkes for dem, siger Jess Frederiksen.