Protestbrev sendt til tyskerne: Sønderjylland siger nej til tysk atomaffald
Slesvig-Holsten er et muligt slutdeponi for højradioaktivt tysk atomaffald. De sønderjyske kommuner og Region Syddanmark sender fælles nej-tak-brev.
Nej tak til tysk atomaffald tæt ved Danmarks grænse.
Det er det klare budskab i et fælles brev fra Region Syddanmark og de fire sønderjyske kommuner Aabenraa, Sønderborg, Tønder og Haderslev.
Tirsdag blev brevet sendt til de tyske myndigheder, der håndterer deponeringen af affaldet fra de tyske atomkraftværker, som landet har truffet beslutning om at lukke.
Selskabet, Bundesgesellschaft für Endlagerung, har nævnt Slesvig-Holsten som et muligt slutdeponi år 2031.
- Det drejer sig om højradioaktivt atomaffald, og nu beder vi Tyskland respektere, at deres nabo mod nord for mange år siden sagde nej til atomkraft blandt andet på grund af problemerne med slutdeponering af det højradioaktive affald. Så skulle det da bare passe, at de så placerer det i deres nordligste område op til Danmark, siger formand for Region Syddanmark Stephanie Lose fra Venstre.
- Med dette fælles brev sender vi et stærkt signal til de tyske myndigheder, siger hun.
De siger nej
Her er en kommentarer fra hver af de fire sønderjyske borgmestre:
Thomas Andresen, Venstre, Aabenraa:
- Det er ikke fordi, vi ikke tror på de tyske myndigheder, men vi er helt grundlæggende imod højradioaktivt atomaffald i vores grænseregion.
Erik Lauritzen, Socialdemokratiet, Sønderborg:
- I Danmark har vi mange år fravalgt atomkraft. Derfor er vi modstandere af, at der alligevel vil være et deponi på den anden side af grænsen.
Henrik Frandsen, Venstre, Tønder:
- Vi har en god ånd i vores grænsesamarbejde. Derfor er det også på sin plads, at vi tager afstand fra atomaffald så tæt på den dansk-tyske grænse.
H.P. Geil, Venstre, Haderslev:
- Dette har skabt bekymring blandt borgere og virksomheder i grænseregionen. Det er vigtigt for os at markere, at vi følger med i situationen, og at vi sætter pris på fortsat at blive orienteret om forløbet.
En anden plan
Tyskland har også en plan om at deponere lavradioaktivt affald fra nedlagte atomkraftværker i Harreslee, cirka 800 meter syd for grænsen. Læs om det i artiklen her nedenfor.