Mand idømt fængsel og udvisning
En 31-årig polsk mand er torsdag blevet idømt fire års fængsel og udvisning blandt andet for besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands politi i en pressemeddelelse.
Retten i Sønderborg dømte manden for i alt 15 forhold.
Syd- og Sønderjyllands Politi fandt under en ransagning i maj 2023 cirka to kilogram amfetamin, 1 gram kokain, 259 gram skunk, 0,8 gram hash, en peberspray og et væksthus med 15 hashplanter på den 31-åriges bopæl i Aabenraa Kommune.
Manden er også dømt for dokument- og personelfalsk, da han havde udgivet sig for at være en anden.
Den tiltalte erkendte dele af anklagen, men nægtede besiddelse af to kilogram amfetamin.