Arrangør planlægger allerede noget ekstra til kongeligt løb
Thomas Kokholm fra den lokale orienteringsløbeklub står i spidsen for planlægningen af Royal Run i Horsens, hvor det lokale foreningsliv spiller en central rolle.
Det er onsdag formiddag blevet offentliggjort, at Horsens bliver en af de fem værtsbyer for Royal Run 2025.
Det er første gang, at det royale løb lægger vejen forbi Horsens, og derfor bliver der lagt meget arbejde det kommende år i at gøre løbet til et uforglemmeligt et af slagsen.
En af dem, der står i spidsen for det arbejde, er Thomas Kokholm fra Horsens Orienteringsklub.
Det er ham, der har det overordnede ansvar for at arrangere selve løbet i Horsens, når Royal Run løber af stablen 2. Pinsedag 2025.
- Jeg glæder mig afsindigt meget til at kunne byde et medlem af kongefamilien velkommen til byen med løbesko på, siger Thomas Kokholm og fortsætter:
- Og så kan man jo ikke være sur, når man løber, så jeg glæder mig til at se byen blive fyldt med løbeglade mennesker og deres familier, som hepper på hinanden og måske kæmper sig over overmålstregen på en distance, som de har trænet til i rigtig lang tid.
Thomas Kokholm har god erfaring med at arrangere løb, både de små og uformelle af slagsen, men har også i mange år været med til at arrangere Beringsstafetten, som er et årligt tilbagevendende løb i Horsens med omkring 4.000 deltagere.
Alligevel bliver det noget helt særligt for ham at skulle arrangere Royal Run, hvor der forventes hele 15.000 løbeglade deltagere.
- Royal Run kommer uden tvivl på toppen af listen over alle de ting, jeg har beskæftiget mig med som arrangør, siger Thomas Kokholm.
Foreningslivet får central rolle
Det er planen, at man vil binde Royal Run sammen med Horsens Holder, som er en årlig fire dages festuge i Horsens med en masse pop-up aktiviteter.
Det betyder, at foruden selve motionsløbet vil ruten gennem byen være fyldt af festlige indslag, musik, royale workshops og underholdning i samarbejde med byens kulturaktører.
Afviklingen af så stort et event kan ikke lade sig gøre uden en masse frivillige kræfter, og dem vil Thomas Kokholm finde i foreningslivet, så de forhåbentlig kan bruge dagen til at inspirere endnu flere til at blive en del af byens motionsfællesskaber.
- Vi kommer til at lave nogle events primært før, men også en lille smule efter Royal Run, og vi skal i den forbindelse aktivere vores foreninger til at få lidt flere medlemmer. Det er helt klart det der har været en af mine kongstanker omkring det hele, siger han.
Det har været en lang proces med ansøgning og samtaler for at få Horsens præsenteret som værtsby, men for arrangørerne er der mindst lige så meget hårdt arbejde i vente frem mod løbsdagen.
Thomas Kokholm kalder det arbejde, der har været indtil nu for arkitekttegningen og fortæller, at det nu er tid til for ham og de øvrige arrangører at få nogen til at regne på, hvordan det kan realiseres. Og det indebærer i første omgang at få lagt sig fast på, hvor i byen løbet skal foregå.
- Nu skal jeg i gang med at få mine tanker og ideer omkring ruten konkretiseret. Hvor vi skal starte, hvor vi skal slutte, og hvordan vi binder byen sammen, og så skal vi jo simpelthen ud at have den skridtet op, fortæller Thomas Kokholm.