Dige blev fjernet ulovligt for 9 år siden - derfor tager det lang tid at få tilbage
I 2015 fjernede en lodsejer et dige, som var fredet. Trods flere påbud har lodsejeren fået ny frist til den 1. september 2025 til at etablere det igen.
Lene Visbech Andersen fra Taps ved Kolding havde for ni år siden et dige én kilometer fra sit hjem.
Det blev dog fjernet af en lodsejer, som mente, at det var et skamferet læhegn.
TV SYD har omtalt sagen flere gange. Læs dem her og herunder:
Men hvordan kan det tage flere påbud og flere år at genetableret noget, som blev fjernet ulovligt. Det har TV SYD spurgt Slots- og Kulturstyrelsen om.
I et skriftligt svar skriver presserådgiver Peter Eg Berg, at sager om fjernede diger ofte har et sagsforløb over flere år. Generelt skyldes det blandt andet, at ejer skal have mulighed for at søge om dispensation inden Slots- og Kulturstyrelsen kan tage stilling til, om der i sagen skal træffes afgørelse med påbud om at genopføre diget.
Lodssejeren:
TV SYD har flere gange kontaktet lodsejeren, der har fjernet det beskyttede dige, men han er ikke vendt tilbage.
I et svar til kommunen i 2017 er hans argumenter for at fjerne det 229 meter lange dige:
Det var ikke et dige, vi fjernede, men alene et skamferet læhegn.
Læhegnet var beskåret voldsomt med slagleklipper af den tidligere ejer og var derfor ikke en god biotop i forhold til bier og andre bestøvende insekter, da læhegnet primært bestod af hyld og vrietorn.
Vi tilbyder at etablere ca. 370 meter dige/vold (25-30 cm) i cirka tre meters bredde på mark 11 (matr.nr. 55b, Torning, Tyrstrup). Læhegnet kommer til at bestå af fire rækker buske/træer, der er egnede for bier og andre bestøvende insekter.
- I sagen om diget i Taps har Kolding Kommune i første omgang givet ejer afslag på dispensation. Derefter har ejer bedt kommunen om at genoptage sagen med ønske om dispensation. Kolding Kommune var efter det oplyste på daværende tidspunkt i gang med et pilotprojekt om konkret udpegning af diger i Taps Sogn, og derfor besluttede kommunen, at sagen måtte sættes i bero, indtil der var klarhed over, om diget fortsat skulle være beskyttet, skriver han videre.
Fra januar 2018 til august 2023 har sagen derfor ligget hos Kolding Kommune og styrelsen henviser til Kolding Kommune for afklaring over, hvad der er sket i det tidsrum.
Balladen om diget vender dog tilbage til Slots- og Kulturstyrelsen, som i november 2023 sender varsel om påbud til ejer om at genopføre diget. I april 2024 giver Slots- og Kulturstyrelsen ejer det endelige påbud om reetablering af diget med frist i juli 2024.
Ejer genetablerer dog ikke diget. Det er på det tidspunkt ni år siden diget blev fjernet.
- I august 2024 sender Slots- og Kulturstyrelsen brev til ejer om, at påbud om genopførsel af diget ikke er efterkommet. I samme måned er Slots- og Kulturstyrelsen i dialog med ejer, som anmoder om udsættelse af fristen til den 1. september 2025. Dette har Slots- og Kulturstyrelsen accepteret, skriver presserådgiver Peter Eg Berg.
Spørgsmålet er så, om diget blevet etableret inden fristen til næste år.