Hvad må man spise som fodboldspiller - to superligaklubber vurderer journalists mad
Kosten er vigtig for at toppræstere på eliteplan. Jeg er derfor nysgerrig, om jeg kan komme på Sønderjyske og Vejles superligahold med mine madvaner.
Jeg beder Sønderjyskes anfører Rasmus Vinderslev og Vejle Boldklubs fysiske træner Juan Francisco Gomez tage et kig på den seddel, jeg har med til dem.
Min store drøm var at blive professionel fodboldspiller, da jeg var lille.
Rettelse.
Jeg er 25 år gammel, så jeg drømmer stadigvæk.
Eller gør jeg?
Jeg er et stort madøre, og en fodboldspillers fysiske formåen influeres af, hvad der proppes i munden.
- Maden er ligesom brændstof til en bil. Hvis du fylder den med noget skidt, kører bilen ikke godt, og din præstation vil ikke være optimal, siger Vejle Boldklubs fysiske træner Juan Francisco Gomez til mig.
Her kan du se, hvad Rasmus Vinderslev spiste til frokost onsdag den 13. november.
Godt så. Den seddel, jeg giver de to superligarepræsentanter, er en liste over de ting, jeg spiste og drak tirsdag den 12. november.
Deres opgave er nu at overstrege indholdet, som jeg ikke kan tillade mig som professionel fodboldspiller.
Herunder er et kort resume.
Du er nødt til at ændre noget
Juan Francisco Gomez, fysisk træner, Vejle Boldklub
Hvis du gør sådan et helt år, er det nok ikke det rigtige
Rasmus Vinderslev, fodboldspiller, Sønderjyske
Sæt i gang.
Kan jeg blive fodboldspiller med min kost tirsdag den 12. november?
Morgenmad - det kedelige gode valg
Min start på dagen er altid den samme. Nogen vil kalde den røvsyg.
Jeg fik som barn at vide, at havregryn var det bedste at starte dagen på. Jeg følger stadig rådet, men for tre år siden, peppede jeg smagsoplevelsen op med havremælk i stedet for skummet-, let- eller minimælk.
Den kedelige men lækre morgenmad blev tirsdag den 12. november skyllet ned med to kopper sort kaffe.
Hvad siger dommerne?
- Det kunne godt lyde som min morgenmad også, så det synes jeg er meget fint, konkluderer Rasmus Vinderslev.
- Det er altid godt med kulhydrater inden træning, så det fungerer, siger Juan Francisco Gomez.
Det var en god start, men jeg tvivler på, at det fortsætter.
Formiddagssnack - kan man sige tillykke uden kage?
Som medarbejder på TV SYD kan du pleje mavesækken med et stykke frugt om formiddagen omkring klokken 10. Jeg tog en banan.
Det tror jeg ikke, de to dommere vil brokke sig over. Jeg ved, at Rasmus Vinderslev spiser en banan lige inden træning klokken 10.30 i hverdagene.
Den gule frugt blev dog overskygget af mine tilføjelser til mit 'lille' mellemmåltid.
I Sønderjyske blev kagespisning til fødselsdage udryddet sidste år, og i Vejle er det samme ved at ske.
Sådan er det ikke på min arbejdsplads.
På TV SYD mangler du ikke noget til den søde tand. Det er kutyme at give kage eller andet sukkerholdigt på fødselsdage, ved ferier eller noget helt tredje, som er værd at fejre.
Der er i skrivende stund 104 ansatte på stationen, så der kan være meget kage på en uge, skal jeg hilse at sige.
Tirsdag var ingen undtagelse. En medarbejder havde hjemmebagte cookies med, da han blev gift weekenden forinden. Han havde også små chokolader med i en skål. Jeg konsumerede hjemmebaget og en lille bounty for ikke at fremstå ukollegial. Eller fordi det smagte godt.
Hvad siger dommerne?
- Det er meget fedt (af den dårlige slags, red.), så det er jeg nødt til at overstrege, siger Juan Francisco Gomez.
- Chokoladecookien streger jeg, og bountyen ryger også, siger Rasmus Vinderslev.
Frokost - træningskamp tvang mig til nødløsning
Jeg har brug for nogle gode point på kontoen efter mit miserable mellemmåltid set med dommernes øjne.
Frokosten på TV SYD består altid af en salatbar, noget brød med pålæg og en lun ret. Jeg skulle se Sønderjyskes træningskamp mod Silkeborg, som var midt i frokostpausen på stationen.
Jeg spiste derfor en panini fra Haderslev Idrætscenter. Den bestod af kylling, salat, persillepesto, soltørrede tomater og frisk mozzarella i mørkt brød. Jeg drak også en flaske vand.
- Det tænker jeg egentlig er fint, siger Rasmus Vinderslev.
Det synes argentinske Juan også. Men.
- Vi er nødt til at have en frokost med en god salatbar, men afhængig af dagen kan det godt fungere, siger han.
Da jeg vendte tilbage til TV SYD om eftermiddagen, var der gudhjælpemig kage igen. Her gik jeg imod mit mantra om at være en god kollega, da jeg ikke spiste noget af den. Det er rigtigt.
Aftensmad - tøm køleskabet
Så er vi kommet til dagens tredje hovedmåltid. Det kan stikke i alle retninger for mit vedkommende, da valget afgøres alt efter, hvornår jeg holder fyraften.
Tirsdag den 12. november stod den på rester fra en mandag i Mexicos tegn. Jeg havde nogle fuldkornstortillas og noget hakket oksekød tilovers.
Det øvrige fyld var et sammensurium af køleskabets og spisekammerets indhold. Salsasauce af den stærke slags, rå løg, agurk, en streg chilimayo og en håndfuld knuste tortillachips med saltsmag. Der var nok til tre små portioner. Jeg drak vand til.
Hvad siger dommerne til den menu?
- Det er egentlig okay. Hvis man skulle skære noget fra, så var det selvfølgelig chilimayo og tortillachips. Jeg tænker dog, at det er okay at tage en lille smule, siger Rasmus Vinderslev.
- Det lyder ikke så godt, så jeg er nødt til at strege det ud, fastslår Juan Francisco Gomez.
Dessert...
Det er jo kun tirsdag en gang om ugen, så derfor er mit indtag ikke slut endnu.
Dagen sluttede i selskab med 'Tirsdagstrænerne' på TV 2 Play med cookie dough is og en kop kaffe.
Isen var vegansk, men har det nogen indflydelse på dommernes holdning?
- Is kan være fint, men jeg er nødt til at strege den over her, siger Juan Francisco Gomez.
- Jeg bliver nødt til strege den. Vi får selvfølgelig også is engang imellem, men i hverdagen er det ikke det, vi spiser mest af, siger Rasmus Vinderslev.
Kommer jeg på holdet?
Jeg har et spørgsmål, som trænger sig på efter gennemgangen.
Kan jeg komme på superligaholdet, når jeg har spist sådan her?
- Du er nødt til at ændre noget. Der skal noget mere salat til, så mangler du noget godt fedt, og så kan du tage nogle tørrede frugter som snack i stedet for, konkluderer Juan Francisco Gomez.
Rasmus Vinderslev har overordnet set været den flinke i denne gennemgang. Han stregede færrest ting ud, og så holder han også mit håb om en plads på holdet i live.
- Du ville godt kunne komme på holdet, men hvis du spiser sådan et helt år, så er det ikke det rigtige. I hverdagen ville man nok skære de små måltider fra, siger han til mig.
Jeg kan nok ikke erklære mig uenig i dommernes bedømmelse.
Det var forventeligt, at jeg ikke spiste som en superligaspiller. Men kan jeg nå at rette op på det?
Transfervinduet åbner i januar, så måske lurer et jobskifte inden længe?
Der tikker en mail ind i indbakken, mens jeg tænker over det.
- Der er kage klokken 14, står der.