Motorvej genåbnet efter nedrivning af bro
Det er igen muligt for trafikanterne at køre på E45 Østjyske Motorvej mellem afkørsel 53 Skanderborg S og 54 Ejer Bavnehøj, da den for kort tid siden blev åbnet efter at have været spærret siden lørdag klokken 19:00.
Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X.
Vejen var spærret i begge retninger, da en 980 tons tung bro syd for Skanderborg skulle rives ned for at gøre plads til, at antallet af spor i fremtiden kan øges fra fire til seks.
Vejdirektoratet opfordrede folk til at undgå at køre mellem Horsens og Skanderborg, imens arbejdet stod på.
Oprindeligt skulle vejen allerede have været åben for trafik klokken 9:00 søndag, men der var arbejdet endnu ikke færdiggjort.
Der er nu genåbnet i begge retninger efter vejarbejdet. #dktrafikinfo https://t.co/Tna1Qmc8NI
— Vejdirektoratet Trafikinfo (@VDTrafikinfo) October 8, 2023