Havneby fremlagde visioner - nu strømmer butikker til
Der skulle ikke gå lang tid fra, at Juelsminde præsenterede drømme for byen, før de blev til virkelighed. Alene i år har ti virksomheder valgt at åbne i havnebyen.
På en sommerdag kan det være svært at komme frem eller tilbage for turister med solbriller i panden og livlige hunde i snor. Men på en overskyet efterårsdag er der ikke andet end plads, hvis man tager turen til Juelsminde.
Sådan skal det ikke være.
Derfor blev der lagt planer for turist- og havnebyen, der med Hedensted Kommune i ryggen skal udvikles.
Stendigerne skal opdateres, stranden fornyes og byen bindes sammen.
Og allerede inden byggeriet, der skal få butiksgaden kædet sammen med havnen er begyndt, er byens butiksliv vokset.
Ti restauranter og butikker er flyttet til byen på bare fire måneder.
- Det er jo helt fantastisk, imponerende og dejligt at se de visioner og planer, man sidder og arbejder med også bærer frugt, og at der er andre, der synes, det er fantastisk at lave butik i Juelsminde, siger Jonas Nonbo, formand for Juelsminde Havn og Marina.
Han har været med til at tegne og skitsere sammen med blandt andre Juelsminde Visionsråd og Hedensted Kommune.
Liv i gaderne
Det er både blomster, delikatesser og italiensk pizza, der er er flyttet til byen. Men derudover er også butikskæderne Normal og Brinck Isenkram en del af udviklingen.
- Det, synes jeg, er megafedt. Jeg har jo hørt, at man er i fuld gang med at udvikle og få noget mere samhørighed mellem havn og by, og det er megafedt at være en del af, siger Joachim Brinck.
Han står bag isenkramkæden, der typisk holder til i sommerbyerne, men han er også selv vokset op i Horsens.
- Man har efterhånden en vis rutine, men man er altid spændt, når man skal åbne en ny butik. Især når det er et sted fra min barndom, det betyder ekstra meget, det skal jeg ikke lægge skjul på, siger han.
Et helårigt turismemål
Når så mange virksomheder vælger Juelsminde, der altså primært har travlt i sommerhalvåret, så kan det også have stor betydning på den lange bane.
- Det betyder vækst i antal af arbejdspladser, og det betyder også, at det bliver nemmere for de lokale virksomheder at tiltrække den rette arbejdskraft. For når der er noget liv, og der sker noget, så har endnu flere lyst til at bosætte sig her. Det gør jo, at man er lidt tættere og lidt nærmere på den arbejdskraft, som erhvervslivet har behov for, siger Heidi Baltzer Schmidt, Erhvervs- og Turismechef hos Hedensted Kommune.
Fest og tilbud
Der har løbende været åbningsfester hele foråret, og det fortsætter her i begyndelsen af sommeren.
- Jeg glæder mig bare rigtig meget til at være herude og komme i gang og give den gas, siger Joachim Brinck.
Selvom der er rift om lejemålene i byen, så er der indtænkt flere muligheder i de nye planer, så der er noget at komme efter hele året.
- Vi har nogle store dygtige virksomheder, som har ligget her i mange år, men at få nye store virksomheder hertil bliver nok svært. Det kan så være, at vi kan trække turismevirksomheder til, som kan gøre, at Juelsminde lever hele året. Vi vil rigtig gerne udvide sæsonerne, siger Jonas Nonbo, formand for Juelsminde Havn og Marina.