Pårørende er bekymret for ny situation på bosted
I sidste uge blev arbejdet med at gøre Odinsgård til en selvejende institution sat på pause. Susanne Lücke, der er pårørende, frygter medarbejdernes reaktion.
Tirsdag den 1. oktober skulle der have været holdt en markering af stiftelsen af den selvejende institution Odinsgård.
Det blev dog aflyst få dage før.
Årsagen er, at Ankestyrelsen har sat foden ned. Haderslev Kommune har modtaget syv klager fra pårørende - to af dem er også blevet sendt til Ankestyrelsen.
Dermed er processen med at gøre Odinsgård til en selvejende institution sat på pause.
Tæppet hevet væk
Susanne Lücke er mor til 22-årige Clara Lücke, der har boet på Odinsgård i fire år. Hun er ked af, at det, hun betegner som "en fin proces", nu er sat i bero.
Hun fortæller, at både hende, faderen og datteren er og altid har været glade for bostedet, og at der særligt det seneste halve års tid overordnet set er begyndt at blæse mere positive vinde på stedet.
- Der er virkelig arbejdet for, at man får noget energi ind i Odinsgård igen, og at man laver nogle tiltag, så det er godt at være der, fortæller hun.
Susanne Lücke har forståelse for, at arbejdet er midlertidig stoppet.
Det mener hun er en naturlig del af det, når Ankestyrelsen har to igangværende sager.
Hendes bekymring ligger i, hvilken betydning det kan komme til at få for de ansatte.
- Jeg synes, at vi har nogle gode folk til at passe på vores pårørende. Min bekymring er, hvor meget de holder til i længden, siger hun med henblik på de historier fra Odinsgård, der kom frem for et år siden.
De har ifølge Susanne Lücke også påvirket de ansatte, som ikke har været involveret i de situationer. Dem kan du læse mere om her.
Beslutningen om at sætte arbejdet med at blive en selvejende institution på pause skete en lille uge før, at man skulle have markeret stiftelsen med lemonade, kaffe og kage på Odinsgård.
- Jeg tror på, at det bliver en selvejende institution på sigt, men tæppet er lige pludselig blevet rykket væk under os og faktisk lige før det skulle ske. Det er sådan, det er, siger hun.
Ifølge Michael Haubo Jakobsen, der er botilbudsleder på Odinsgård, så bærer stemningen i disse dage præg af, at man egentlig skulle have været en selvejende institution og ikke er blevet det.
- I vores optik betyder det ikke det helt store, så vi fortsætter jo bare det arbejde, som vi hidtil har gjort. Der er selvfølgelig kommet nogle spørgsmål fra medarbejderne og pårørende, og dem forholder vi os til, siger han.
Haderslev Kommune fortsætter dermed med at stå for Odinsgård.
Kigger nærmere på klager
Ifølge Lene Bitsch Bierbaum (V), der er formand for Social- og Handicapudvalget i Haderslev Kommune, er man hos kommunen nu i gang med at kigge på de syv klager, man har modtaget.
- Vi er ved at undersøge, hvad de kan afføde, som vi kan blive nødt til at kigge nærmere på i den her proces, der er i gang, siger hun.
Lene Bitsch Bierbaum vil ikke komme nærmere ind på, hvad de konkrete klager handler om, da der er tale om personsager.
- Der er ting i klagerne, som vi selvfølgelig tager bestik af og får kigget på - også i den igangværende proces, fortæller hun.
Det vides endnu ikke, hvor lang tid, det vil tage for Ankestyrelsen at behandle klagerne, men styrelsen har typisk en sagsbehandlingstid på seks til otte måneder.