Hund reddet fra druknedød - genforenet med tapper redningsmand
Hvis ikke Kasper Mortensen modigt var sprunget ind gennem et smalt, sort hul i en bunker, var hunden Odin ikke overlevet, siger han.
Det var en rørende genforening, da tyske Caroline Wilden og hendes hund, Odin, mandag tilfældigt stødte ind i Kasper Mortensen.
TV SYD havde sat ham og hans kollega Morten Nielsen i stævne uden for den bunker i Blåvand, hvor Kasper Mortensen fredag udviste heltemod ved at redde lille Odin fra den sikre druknedød.
Pludselig var de alle samlet under mere rolige omstændigheder, og der blev delt kram og nus ud.
- Det er fantastisk. Man kan sige tak, men det er ikke nok. Jeg kan ikke komme i tanker om ord til at beskrive det, Kasper har gjort, siger Caroline Wilden, der har ferieret i Danmark i 30 år - altid i Blåvand.
Under en gåtur havde hunden forvildet sig ind i et lille hul ved jorden under en bunker, og så hørte hun et plask.
Men Caroline Wilden kan takke Kasper Mortensen og hans kollega, Morten Nielsen, fra udlejningsfirmaet Feriekompagniet for stadig at have Odin.
I dag er de to mænd glade for at have handlet hurtigt, for de kan begge relatere til hendes lettelse.
- Jeg har selv hund. Det har vi begge. Man kan mærke, at Odin er hendes lille barn. Så det er jo klart, at hun har været ude af den, siger Kasper Mortensen og fortsætter:
- En halv time mere, så havde hunden ikke overlevet.
Fik opkald og hastede til stedet
Caroline Wilden havde ikke sin telefon med, så hun måtte løbe hjem og ringe til udlejningsfirmaet, som ringede til Kasper Mortensen, der arbejder som servicetekniker for firmaet.
- Hun er helt ude af den. Hun får forklaret mig, at hunden er smuttet gennem hullet, siger Kasper Mortensen fra Billum.
I mellemtiden var også kollegaen Morten Nielsen kommet til, og de måtte tænke hurtigt og kreativt.
Uden tøven brugte Kasper Mortensen sin kollega som skammel og fik presset sig gennem et lille hul i muren på bunkeren - uden at vide, hvor langt der var ned, og hvad der ellers ventede ham.
I ti til 15 minutter ledte Kasper Mortensen inde i den store bunker uden held.
Så opdagede han et hul i gulvet, hvor der var vand i et stort hulrum med cirka 20 centimeter luft op til gulvet.
Langt inde bagved lyste et par øjne op, da Kasper Mortensen brugte sin lommelygte.
Hunden forsøgte febrilsk at holde hovedet oven vande.
- Da jeg var kommet gennem hullet, tænkte jeg: "Det tror jeg sgu ikke på, det her". Den var helt i panik, den stakkels hund, så jeg kunne ikke kalde den til mig, siger han.
Han tjekkede vanddybden, men den var mindst to meter, så han kunne ikke svømme ind og hente den ud.
Fælles hjælp
Kollegaen Morten Nielsen hentede nogle materialer i servicevognen, og han lavede et improviseret aggregat med fiskenet og gaffatape, som Kasper Mortensen kunne prøve at trække Odin til sig med.
Det lykkedes efter noget tid, men hunden var panisk og afkølet.
- Det var meget skræmmende, siger Caroline Wilden, der kun kunne lytte til, hvad der skete inde i bunkeren.
Men redningsmissionen lykkedes.
- Kasper rakte hunden ud af hullet og sagde: "Hvem vil have en våd hund?". Og så svøbte jeg hunden ind i mine arme, siger Caroline Wilden.
Men så kom det næste problem, for det ville blive sværere at komme ud end at komme ind.
Her var det heldigt med en stærk kollega på den anden side.
Med hænderne over hovedet måtte Kasper Mortensen trækkes og skrues ud af hullet af kollegaen.
Et par timers intens og vellykket redningsaktion fik både fik Odin et velfortjent bad, og det samme gjorde Kasper Mortensen.
Her nogle dage efter har Caroline Wilden svært ved ikke at føle en skyld over, at hendes hund kunne have endt sine dage inde i bunkeren, fordi den gik uden snor.
- Jeg ved, det var min skyld. Det var modigt af Kasper, for han vidste ikke, hvad der ventede derinde.