Piger mødes til Danmarks største fodboldstævne
I weekenden mødes 3.500 piger til Madsby Pige Cup i Fredericia.
Stævnet er, ifølge arrangørerne, den største årlige tilbagevendende sportsbegivenhed i fæstningsbyen.
Cuppen, som udelukkende er for piger, fandt første gang sted i 1996. Her var et klubhus, et par telte og nogle fodboldbaner nok til de otte deltagende hold.
I år er der 286 hold fra 102 klubber med i alt 3500 spillere. De skal tilsammen spille 767 kampe på fodboldbanerne i Madsbyparken inden søndag aften.