Fredericia HK får wildcard til Champions League
Sølvvinderen i Herreligaen, Fredericia HK, har fået et wildcard til mændenes Champions League-turnering i håndbold.
Det oplyser Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) på sin hjemmeside.
Det er første gang i over 40 år, at den østjyske klub deltager i turneringen for Europas bedste klubhold.
Dermed bliver der to danske deltagere i den fornemmeste klubturnering. Aalborg Håndbold havde med det danske mesterskab allerede sikret sig en plads blandt de 16 hold.
Der trækkes lod til gruppespillet både på herre- og damesiden 27. juni.
I begge turneringer skal de 16 hold fordeles i to lige store puljer.