![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDIvMTAvZnJlZGVyaWNpYS1oYWFuZGJvbGRrbHViLWtyaXN0aWFuLXN0b2tsdW5kLmpwZw==/fredericia-haandboldklub-kristian-stoklund.jpg?fm=jpg&w=1920&h=1255&s=b8903d7f2d7181576e275c31edd827a1)
Fredericia får hug på hjemmebane
Det er uhyre sjældent, at Fredericia Håndboldklub får hug på hjemmebane. Men sådan endte det lørdag eftermiddag, da GOG kom på besøg.
De forsvarende danske mestre fra det sydlige Fyn var mindst en klasse bedre end ligaens nummer to og vandt med 37-31.
Allerede efter et kvarter var en fynsk føring på fem mål etableret, og uanset hvad Fredericia forsøgte at bringe til bordet, så blev det afvist af gæsterne.
GOG spillede hurtigt og tålmodigt og lignede et hold, der har fundet formen før næste uges møde med FC Barcelona og den efterfølgende weekends Final 4 i pokalturneringen. Fredericia havde ganske enkelt ikke en chance.
Det ændrer dog ikke på, at klubben fortsat er på andenpladsen i herrernes liga.
GOG bevæger sig fra femtepladsen op på fjerdepladsen efter lørdagens sejr, som altså kom i hus efter en meget, meget helstøbt indsats.
Bjerringbro-Silkeborg vandt lørdag med 26-25 over Sønderjyske, mens Ribe-Esbjerg slog Lemvig-Thyborøn med 32-30.