Fanø Bryghus er Årets Danske Bryggeri
Når vi får sådan en pris, er det også en anerkendelse af, at det er det rigtige, man gør, siger en stolt direktør.
Fanø Bryghus er kåret til Årets Bryggeri 2021. Det skriver foreningen Danske Ølentusiaster på deres hjemmeside.
Og den pris lander som en tidlig julegave i Nordby:
- Det er mega fedt. Er du vimmer mand. Det er først nu, at det begynder at synke ind, og jeg forstår, hvor vildt det egentligt er, fortæller Sofie Jansen, der er direktør hos Fanø Bryghus.
Fem lokalafdelinger havde indstillet bryghuset, og herefter har 813 medlemmer af Danske Ølentusiaster stemt.
I alt fik Fanø Bryghus 18,20 procent af stemmerne, hvilket var nok til at sikre sejren
- At dele noget med andre mennesker, som man hver dag brænder for, er så fedt, og når vi får sådan en pris, er det også en anerkendelse af, at det er det rigtige, man gør, siger Sofie Jansen.
Har sat Syddanmark på 'ølkortet'
En af lokalafdelingerne, der har indstillet Fanø Bryghus, er lokalafdelingen Sønderborg. Om bryggeriet skrev de blandt andet i nomineringen, at:
- Fanø har et meget bredt sortiment og er ikke bange for at prøve nyt inden for smag og sammensætning. Her har den almindelige forbruger mulighed for at smage godt øl i alle afskygninger. Via deres fantastiske bryghus og forhandler har de formået at bringe disse mange varianter ud til menigmand og sætte Syddanmark på ‘ølkortet’.
Siden kåringen er det strømmet ind med flere rosende ord.
- Det er nærmest en hel kærlighedsrus med alle de søde beskeder. Jeg kan næsten ikke forstå, at det kan blive ved, siger Sofie Jansen og griner.
Fanø Bryghus har eksisteret siden 2009, men fik i 2018 nye ejere, hvor Sofie Janson blev direktør. Bag brygget står Steve Rold, der kom fra USA til Fanø for at brygge øl.