Ribe-Esbjerg må vente på sommerferie
Ribe-Esbjergs håndboldherrer skulle bruge en sejr mod Skjern for at sikre sig bronzemedaljerne i Herre Håndboldligaen.
Det vestjyske mandskab tabte dog onsdag aften med 32-25 på hjemmebane, og derfor venter et nyt opgør for at tilføje metal til medaljeskabet.
- Det var ikke lige det, vi havde håbet på, og så tror jeg ikke, der er så meget mere at sige til det. Vi ville gerne have vundet i dag, så vi kunne holde noget sommerferie med en bronzemedalje om halsen. Den udskyder vi til på lørdag i stedet for, lød det fra holdets anfører, Mathias Jørgensen, efter kampen.
Udover en mistet tidlig sommerferie, mister Ribe-Esbjerg også muligheden for at vinde bronze på hjemmebane. Lørdagens afgørende skal nemlig spilles i Skjern. Den kamp kan ses på TV 2 Sport X.
I skrivende stund spiller Fredericia HK om guldet mod Aalborg Håndbold. Fredericianerne tabte første opgør, så holdet fra Trekantområdet er tvunget til at vinde, hvis de vil holde liv i gulddrømmen.