Vejle Boldklub smider sejren men får sit første point
Efter at have slået ligarekorden med ti nederlag i træk kom Vejle fredag på pointtavlen.
Vejlenserne vil dog ærgre sig over 2-2-kampen hjemme mod AaB.
Mihai Tejas udvalgte var således foran 2-0 efter 55 minutter, inden man slap grebet og indkasserede mål af gæsternes Oliver Ross og indskifteren Mads Bomholt.
Vejle fik i overtiden bolden i nettet en tredje gang, men Oliver Prostgaards træffer blev straks annulleret for en offside, hvilket også blev fastholdt efter en længere VAR-konsultation.
AaBs målmand Vincent Müller måtte hive en stor redning frem i de døende sekunder for at forhindre Vejles første sejr i sæsonen.
Vejle har med remisen ét point på sidstepladsen i Superligaen. Det er syv point mindre end Sønderjyske over nedrykningsstregen. AaB har 13 point på ottendepladsen.