Ny nationalpark-formand om muligt vindmølletestcenter: Alt kan ske
Danmark har skrevet under på, at de ikke har til hensigt at opsætte vindmøller. Ifølge Flemming Just er deklarationen dog åben for fortolkninger.
Der mangler ikke opgaver at kaste sig over for Nationalpark Vadehavets nye formand Flemming Just.
Én af de opgaver er det mulige vindmølletestcenter, hvor tre steder ved Vadehavet er i spil.
Regeringen og en række partier besluttede i 2022 at sætte gang i en screening for at finde frem til en placering til vindemølletestcenteret. Udover de tre steder i Vadehavet er også tre steder i Nordjylland i spil.
- Et vigtigt signal
Hos Nationalpark Vadehavet har man kæmpet for, at vindmølletestcentret ikke bliver placeret i nationalparken.
Derfor vakte det også glæde hos Flemming Just, da miljøminister Magnus Heunicke (S) sammen med sine tyske og hollandske kollegaer fornylig underskrev Wilhelmshaven Deklarationen.
Deklarationen er dog ikke juridisk bindende og skal mere ses som en hensigtserklæring om, at de tre lande ved Vadehavet, Tyskland, Holland og Danmark, ikke ønsker vindmøller i verdensarvsområdet.
- Jeg blev da mægtig glad, fordi jeg synes, det er et temmelig vigtigt signal, som han og regeringen sender. Altså at man ikke fra miljøministeriets side synes, at det er en god idé, siger Flemming Just.
Det står der i deklarationen:
Det står der i punkt 28 i Wilhelmshaven Deklarationen:
- Vi genbekræfter den eksisterende trilaterale aftale, der forbyder opførsel af vindmøller, olie- og gasefterforskning og efterforskning og konstruktion af nye installationer til olie og gas inden for grænserne af Vadehavets Verdensarvsområde.
Selvom der er gode hensigter, så tror den nye formand dog ikke, at underskriften på Wilhelmshaven Deklarationen vil betyde, at man med sikkerhed undgår vindmøller ved Vadehavet.
Flemming Just siger, at det handler om fortolkningen, da Unescos definition af Vadehavet er en anden end nationalparkens.
- Verdensarvsområdet er ude på den anden side af diget. Der sætter man selvfølgelig ikke et testcenter op. Så spørgsmålet er, hvor langt fra kan man have det. Så det er stadig en deklaration, der er åben for fortolkninger, siger Flemming Just.
Seks udvalgte områder
Der er identificeret seks områder - tre større og tre mindre - som skal undersøges nærmere i den målrettede screening af et område, der er egnet til test af serie-0-vindmøller.
De tre større områder er:
Område A – Tønder Kommune og Esbjerg Kommune
Område B – Esbjerg Kommune
Område E – Jammerbugt Kommune og Brønderslev Kommune
De tre mindre områder er:
Område F – Tønder Kommune
Område G – Jammerbugt Kommune
Område H – Jammerbugt Kommune
Kilde: Planinfo.dk
Det er dog ikke Miljøministeriet, der står med afgørelsen omkring, hvor vindmølletestcentret skal placeres.
- Det ligger under Kirkeministeriet, men derfor er det temmelig vigtigt, hvad en så vigtig position som en miljøminister siger, fordi han har både erhvervet, naturen og miljøet, som jo i den grad handler om Vadehavet også, siger han.
Resultatet af screeningen forventes at være klar "medio 2023". Herefter skal regeringen og partierne tage stilling til placeringen.
- Alt kan ske, og derfor er jeg sikker på, at vi i den kommende bestyrelse vil følge det her temmelig nøje, fortæller Flemming Just.