Vadehavet kan miste UNESCO-status
Hvis et stort testvindmøllecenter ender med at skulle bygges i vadehavsområdet, risikerer Vadehavet at ryge af UNESCOs verdensarvsliste.
Et sted med enestående universel værdi, som er uerstatteligt og derfor skal bevares.
Sådan lyder nogle af UNESCOs kriterier for, at et sted kan blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Det blev Vadehavet med sin unikke natur og dyreliv i 2014.
Men nu lufter Naturstyrelsen sin bekymring for, om Danmark kan blive et UNESCO-område fattigere.
Det vurderes, at der er en reel risiko for, at UNESCO (vil, red.) finde et testcenter uforeneligt med områdets status som verdensarv
Mail fra kontorchef i Naturstyrelsen, Jesper Tranberg
Det viser en mail sendt fra Naturstyrelsen til Miljøstyrelsen 13. oktober 2022, som JydskeVestkysten og TV SYD har fået aktindsigt i.
Baggrunden for bekymringen er, at regeringen og en række partier i 2022 besluttede at starte en screeningsproces for at finde frem til en placering af et tredje testvindmøllecenter med vindmøller på 450 meter.
Hvad er UNESCO?
UNESCO er FN's organisation for uddannelse, videnskab, kultur og senest også kommunikation med hovedkvarter i Paris. Organisationen blev oprettet 1945 for at fremme samarbejdet mellem nationerne inden for disse områder.
Danmarks tilsluttede sig i 1972 Verdensarvskonventionen, som forpligter lande til at bevare den del af verdens kultur- og naturarv, som er umistelig for menneskeheden. I Danmark har vi syv steder med kultur- og naturarv, der står opført på Verdensarvslisten. Tæller vi hele Rigsfællesskabet med, har vi i alt ti steder.
Kilder: Denstoredanske.dk og Unesco.dk
Det er Plan- og Landdistriktsstyrelsen, der har lavet screeningen, og her har man fundet tre områder ved Vadehavet, hvor det blæser tilstrækkeligt, og hvor der ikke bor mennesker.
I mailen til Miljøstyrelsen skriver Jesper Tranberg, der er kontorchef i Naturstyrelsen:
"Det vurderes, at der er en reel risiko for, at UNESCO (vil, red.) finde et testcenter uforeneligt med områdets status som verdensarv, og at området helt eller delvist slettes fra listen over verdensarv".
Og her vil Naturstyrelsen være sikker på, at problematikken ikke bliver overset, siger Jesper Tranberg til TV SYD.
Området omkring Vadehavet er udover at være UNESCO-område også nationalpark og Natura 2000-område, som er EU's beskyttelse af dyre- og planteliv.
Det må være det største selvmål, man kan lave midt i en klima- og biodiversitetskrise
Janne Liburd, formand, Nationalpark Vadehavet
Set før
Naturstyrelsens bekymring er ikke taget ud af den blå luft.
Faktisk er det sket før, at områder er blevet taget af UNESCOs Verdensarvsliste.
Senest i 2021, hvor Liverpool røg af listen, fordi modernisering ifølge UNESCO havde ødelagt det victorianske havneområde. Blandt andet bliver der lige nu bygget et nyt stadion til fodboldklubben Everton F.C.
I 2007 var det første gang, UNESCO slettede et område fra verdensarvslisten. Her havde Oman indskrænket arealet på et ellers fredet område med 90 procent, som var hjemsted for en truet antilopeart.
Nationalpark Vadehavet
Formand for Nationalpark Vadehavet, Janne Liburd, frygter også, hvad et testvindmøllecenter ville betyde for Vadehavet.
- Tanken i sig selv er jo aldeles ubehagelig. Det må være det største selvmål, man kan lave midt i en klima- og biodiversitetskrise. Det har ikke kun konsekvenser nu men også for fremtidige generationer, siger Janne Liburd.
Hun luftede også i oktober 2022 i et debatindlæg hos Altinget bekymringen for verdensarven i Vadehavet.
Men Nationalpark Vadehavet er jo et kæmpe område. Hvad ville der ske ved at lave et testcenter, som jo kun ville udgøre en brøkdel af det samlede areal?
- Det, at nationalparken er sammenhængende natur, er en værdi. Der kan man ikke pludselig begynde at lave et kæmpe industrianlæg. Det er ikke bare et spørgsmål om møller som enkeltstående strukturer. Det er kæmpe anlæg, hvor der også skal laves infrastruktur, der skal håndtere transporten af de her store elementer, siger hun.
TV SYD har haft kontakt med Slots- og Kulturstyrelsen.
Styrelsen er myndighed på det danske UNESCO-samarbejde og er derfor også med i screeningsprocessen om et tredje testcenter for vindmøller.
Og fordi styrelsen selv er med i arbejdet, vil den ikke forholde sig til Naturstyrelsens bekymring for, om Vadehavet ryger af verdensarvslisten.
TV SYD har spurgt UNESCO, om et stort testvindmøllecenter ved Vadehavet ville kunne koste pladsen på verdensarvslisten. UNESCO arbejder på et svar.