Esbjergenser er ny verdensmester i vandskihop
Maise Jacobsen, der til dagligt træner i Rødekro Vandski & Wakeboard Klub, hev guld hjem til U17 verdensmesterskaberne i vandski i Calgary, Canada i søndags.
Esbjergenseren konkurrerede i disciplinen hop og satte med vinderspringet på 45,5 meter både ny Danmarks- og Europarekord.
Maise Jacobsen var seedet nr. 2 inden konkurrencen, men sikrede sig allerede i den indledende runde topplaceringen.
- Det er helt fantastisk, at en dansker tager verdensmestertitlen med hjem fra VM i Canada. Det er ikke alene en milepæl i Maises vandskikarriere, men også et rygstød for vandskisporten i Danmark som helhed, siger Morten Froulund, der er formand for Dansk Vandski & Wakeboard Forbund.