Hvem skal sikre en sæson mere i Superligaen?: Her er fem punkter om Sønderjyskes opstart
Sønderjyskes spillertrup var fredag tilbage på træningsanlægget i Haderslev efter knap en måneds juleferie.
Landets bedste række holder pause frem til midten af februar. De lyseblåklædte Sønderjyske-spillere skal derfor bruge den kommende halvanden måned på at overbevise cheftræner Thomas Nørgaard om, at det skal være dem, der sikrer holdet en sæson mere i Superligaen.
- I en opstart får folk mulighed for at vise sig frem. Det kan være, at træneren har set forkert, og nu kan han lige pludselig se det. Det kan også være, at nogle har haft godt af en ferie, siger cheftræneren og fortsætter:
- Vi vil gerne skabe et plateau for, at folk føler, at de får en mulighed for at byde ind og vise sig selv frem, siger Thomas Nørgaard.
tvSyd tog efter tirsdagens træning en snak med cheftræneren om opstarten. Herunder følger fem punkter om Sønderjyskes første seks uger af 2025.
Hvordan forbereder Sønderjyske sig til foråret i Superligaen?
Sygdom hærger spillertrup
Sønderjyske har ikke haft den ønskede start på 2025, da truppen har indledt året med flere sygemeldinger.
Tirsdag måtte hele ni spillere melde afbud til træningen. Det er selvfølgelig ikke optimalt for forberedelserne, men Thomas Nørgaard tager ikke mandefaldet så tungt.
- Vi kunne godt mærke, at der var et par stykker, som ankom med det i weekenden. Derfor besluttede vi at holde en del hjemme i dag.
- Det er bedre, at det sker nu og ikke i midten af februar. Så er der også plads til flere af vores unge gutter, der kan hjælpe til og måske få noget spilletid i de første træningskampe, siger Thomas Nørgaard.
Sønderjyskes fans kan dog glædes over, at den islandske angriber Kristall Ingason er klar igen efter en skade, der holdt ham ude i knap halvdelen af efteråret.
Ungdommen viser sig frem
Ved tirsdagens træningspas var der for den almindelige superligaseer en del ukendte ansigter på kunstgræsset i Haderslev.
Flere spillere fra klubbens U-19-hold træner nemlig med Sønderjyskes superligahold i opstarten, hvilket også var sket, selvom alle førsteholdsspillere var raske.
- Vi har en træningsplan for vores transitionsspillere, hvor nogle er med permanent i den første måned, mens andre er med en eller to gange om ugen. Dem, der var med i dag, var allerede planlagt, men antallet kan selvfølgelig løftes, hvis der ikke er nok spillere at fordele minutterne på i første kamp mod OB, siger Thomas Nørgaard.
Sønderjyske brugte december på at lave en fuldtidskontrakt med en af klubbens U-19-spillere, da midtbanespilleren Anders Bergholt underskrev en toårig kontrakt med superligaholdet.
Sønderjyske møder Bayern Münchens reserver
Sønderjyske har i opstarten planlagt seks træningskampe, hvor den første af dem spilles fredag mod OB.
Herefter følger opgør mod Hillerød, Aarhus Fremad, den svenske klub GAIS samt tyske SC Weiche-Flensburg og Bayern Münchens andethold.
Modstanderne adskiller sig fra sommerens opstart, hvor man bevidst spillede mod større klubber, end superligaoprykkerne selv var for at klæde sig bedst muligt på for at spille Superliga fremfor 1. division.
- Vi vidste, at vi i sommer skulle tage et nøk opad niveaumæssigt i løbet af nærmest ingen tid. Derfor gjorde vi, som vi gjorde på daværende tidspunkt.
- Vi synes, at vi rammer et bredt segment med de kampe, der venter nu her. Det har ikke været relevant for os, om vi skulle møde en superliga- eller 1. divisionsklub, da det handler om at få aktiveret så mange spillere som muligt, siger Sønderjyskes cheftræner.
Kampene mod Bayern München og GAIS spilles under Sønderjyskes træningslejr i Spanien, mens de resterende træningskampe spilles på tre forskellige adresser i Sønderjylland.
Banebyggeri sender Sønderjyske på turné
Sønderjyske har base i Haderslev, men det er kun to af træningskampene, som spilles i 'hjembyen'.
Klubben brugte i samarbejde med moderklubben Haderslev FK og Haderslev Kommune det meste af 2024 på et længeventet banebyggeri, som blandt andet byder på to nye kunstgræsbaner.
De skulle oprindeligt være klar til brug i slutningen af oktober sidste år, men vejrudfordringer har blandt andet udskudt banernes åbningsdato.
Derfor spilles fredagens træningskamp mod OB i Løjt, mens næste træningskamp mod Hillerød spilles i Sønderborg.
Sønderjyskes baneudfordringer er en af årsagerne til den lille sønderjyske turné. Det var dog også en beslutning, som blev truffet tidligt i planlægningen af opstarten ifølge cheftræner Thomas Nørgaard.
- Det er også for at favne, at det er hele Sønderjylland, som er vores opland. Derfor passer det fint, at vi kan komme en tur til Løjt og efterfølgende Sønderborg, hvor vi kan tilgodese forskellige tilskuersegmenter, der forhåbentlig har lyst til at komme og se os, siger han.
Hvem er i Sønderjyske til februar?
Transfervinduet er åbnet, hvor spillere kan forlade klubben, mens nye også kan komme til.
Sønderjyske har endnu ikke præsenteret nogle nye ansigter til truppen, mens Jeppe Simonsen foreløbig er eneste spiller fra efteråret, som har forladt klubben, efter hans kontrakt udløb den 31. december.
Fredag kom det dog frem, at den tidligere anfører, Marc Dal Hende, forlader Sønderjyske til sommer, da han skifter til AB, når veteranens kontrakt udløber med sønderjyderne.
2025 begyndte også med et rygte om Thomas Nørgaards fremtid som cheftræner, da han ifølge Tipsbladet skulle have afvist et skifte til norske Molde.
Sønderjyskes cheftræner bruger generelt god tid på de fleste spørgsmål, men i dette tilfælde er ordene få.
- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Jeg kommenterer rigtig gerne på Sønderjyske, for det er dem, der betaler min løn, smiler han.
Sønderjyske og Thomas Nørgaard åbner forårssæsonen i Superligaen med en kamp mod AGF på hjemmebane den 16. februar.