Bekymret politiker kritiserer valget af skandaleramt lægepraksis
Da Region Syddanmark besluttede at sætte et ydernummer i Ribe i udbud, var det ikke alle politikere, der stemte for. Politiker Jette Damsø Henriksen så gerne, at man havde valgt en anden løsning.
Når kalenderen siger den 1. april skal 950 patienter have ny læge i Ribe. Byen er nemlig blevet en læge fattigere, og det har sat Region Syddanmark på et stykke arbejde, fordi de har skullet finde en ny løsning.
Først forsøgte lægen selv at sælge sit ydernummer, der tæller de 950 patienter. Da det ikke lykkedes, blev det givet til regionen, der heller ikke kunne finde en anden læge.
De valgte derfor at sælge ydernummeret i en udbudsrunde, hvor det skandaleramte Alles Lægehus var de eneste, der bød ind.
De skal derfor overtage de 950 patienter fra april, men for Jette Damsø Henriksen (S), der er næstformand i Udvalget for det nære sundhedsvæsen, er det ikke den bedste løsning.
- Som politiker er jeg megaærgerlig over, at det sker, og jeg er megaærgerlig over det på borgernes vegne. Det skaber en utryghed, og det har vi ikke lige brug for, siger hun.
Jette Damsø Henriksen (S) har ikke nogle kommentarer om Alles Lægehus, men om udbudsklinikkerne i helhed.
Uenighed om løsningen
Jette Damsø Henriksen (S) stemte imod forslaget om, at ydernummeret i Ribe skulle i udbud.
- Det, synes vi ikke, er vejen at gå. Det er både dyrt, og så har vi ikke helt hånd i hanke med kvaliteten, siger hun.
Der var dog et samlet flertal, og blandt andet Pernelle Jensen (V), der er formand i udvalget, mener, at løsningen med Alles Lægehus er den rigtige.
- Det har slet ikke været muligt at finde en ny læge til at overtage, så vi er tilfredse med, at vi nu har mulighed for at have en læge, der kan tage sig af de 950 patienter, hvor der ellers ville opstå en udfordring, siger hun.
Regionen havde mulighed for at henvise patienterne til en klinik 20 kilometer væk fra Ribe, men da de gerne vil overholde reglen om, at der i udgangspunktet maksimalt må være 15 kilometer til sin praktiserende læge, valgte de ikke den løsning.
- Vi skal sikre lægedækningen for de her 950 patienter, og der synes jeg simpelthen, at 20 kilometer er for langt væk. Særligt når vi taler om nærhed i sundhed, siger Pernelle Jensen (V).
Ønsket om en regionsklinik
Hvis det stod til Jette Damsø Henriksen (S) så var regionen gået i gang med at lave en regionsklinik, hvor de selv ville have ansvaret for at ansætte en læge, der skulle overtage patienterne. Men det ville de ikke kunne nå før den 1. april.
- Problemet er, at der sidder nogle folk og mangler en læge i Ribe fra april, og hvis vi skal lave en regionsklinik, tager det noget tid. Det havde jeg gerne givet ud for, at vi havde fået en god stabil klinik derude, siger Jette Damsø Henriksen (S).
Hvis regionen skulle være påbegyndt arbejdet med at etablere en regionsklinik, ville det have betydet, at de 950 patienter ville være nødsaget til at køre længere end de 15 kilometer, mens regionen skulle rekruttere en læge. Den pris, vurderer Jette Damsø Henriksen (S), ville være det hele værd, for så havde regionen haft ansvaret.
- Jeg tænker, man havde fundet ud af det. Det havde været en mindelig løsning i den periode, hvor man så havde lavet en regionsklinik, siger Jette Damsø Henriksen (S).
- En privatpraksis med egen læge har ansvar for deres egen butik, hvor de her koncerner er noget andet. De har typisk kontrakt i en kortere periode hvor de løser opgaven for regionen, så det er svært at se, at de skulle have samme incitament til at lave udviklingsarbejdet. Nu står vi ligeledes overfor en sundhedsreform, hvor der sker rigtig meget i almen praksis. Regionen er afhængig af, at vi får et tillidsfuldt samarbejde med de praktiserende læger for at udvikle den nære sundhed, siger hun.
Frygten for endnu et mislykket forsøg
Pernelle Jensen (V) er derimod tryg i at give Alles Lægehus opgaven, fordi hun ikke mener, at chancen for at finde en læge til en regionsklinik ville være stor.
- Den største udfordring ville være lægen. Det vil være en usikker vej at gå for patienterne i Ribe, når man ikke kan garantere, at det ville lykkes, og især når det ikke har kunnet lykkes de gentagne gange, det har været forsøgt. Jeg tør ikke gamble med lægedækningen i Ribe på den måde, siger hun.
tvSyd har spurgt Alles Lægehus om, hvordan de vil afhjælpe lægemanglen, når hverken regionen eller den tidligere læge har kunnet.
De skriver i et skriftligt svar:
- Vi har påbegyndt processen med at rekruttere en læge til klinikken, og vi ser positivt på mulighederne for at finde den rette kandidat. Vores rekruttering foregår ud fra faste og kvalitetssikrede procedurer, hvor vi sikrer, at lægerne lever op til de relevante autorisationskrav og har de nødvendige referencer samt erfaringer for at sikre høj kvalitet.
Angående bekymringen om udbudsklinikkerne skriver de følgende:
- Udbudsklinikker skal leve op til nøjagtigt samme retningslinjer og overenskomstkrav som PLO-klinikker, herunder blandt andet i relation til service og kvalitet. I samarbejdet vedr. en udbudsklinik har regionen mulighed for at følge samt stille krav til klinikkens drift.
Jette Damsø Henriksen nævner, at de løbende kontrollerer de forskellige lægepraksis i regionen, og at man ved den seneste kontrol ikke fandt noget, der var udenfor skiven hos Alles Lægehus' andre tre lægepraksis i regionen.