29-årig er klar til at gå 4.265 kilometer - for at finde sig selv
Det er den ultimative udfordring, der venter Daniel Thomsen, når han til foråret begiver sig ud på sit livs længste og sværeste vandretur på hele 4.265 kilometer.
Det er drømmen om det simple liv uden alt for meget stress og jag, der på kort tid har gjort Daniel Thomsen til en passioneret vandrer.
Den 4. april flyver den 29-årige til USA for gå den 4.265 kilometer lange tur "Pacific Crest Trail", der starter i Mexico og slutter i Canada.
- Jeg manglede den der sidste store udfordring, og nu gaber jeg over noget virkelig stort, fortæller Daniel Thomsen om turen, som han lige nu bruger rigtig meget tid på at forberede sig til.
The Pacific Crest Trail (PCT)
- Officielle navn: Pacific Crest National Scenic Trail (PCT).
- Længde: 4.265 km.
- Højdeforskel: Havoverflade til 4.009 meter. Ruten er placeret i bjergkæderne Sierra Nevada og Cascade. I alt 400.000 højdemeter.
- Rute: Går gennem de tre amerikanske stater Californien, Oregon og Washington fra grænsen til Mexico til grænsen til Canada. Går også igennem 25 nationalskove og syv nationalparker. Se detaljerede kort her.
- Historie: Påbegyndt 1932. Officiel status 1968. Færdigbygget 1993.
- 6.611 personer har gennemført hele ruten. Se alle navnene her.
- Registrering: Her er et overblik over samtlige nødvendige tilladelser.
- Andre lange ruter i USA: Appalachian Trail (3.500 km) og Continental Divide Trail (5.000 km).
Daniel Thomsen er til daglig premierløjtnant ved Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Men nu er jobbet sagt op og den nærmeste fremtid planlagt: Han har afsat 149 dage (knap fem måneder) til at gennemføre den lange vandretur fra grænsen til Mexico til den canadiske grænse på den amerikanske vestkyst - gennem tre stater.
Distancen på 4.265 km kræver, at man går cirka 30 kilometer dagligt, hvis man vil gennemføre på den tid.
Daniel Thomsen gik i 2018 ned med stress blandt andet i forbindelse med sit arbejde ved Forsvaret i Oksbøl. Det fik ham til at vende sig mod naturen, hvor han finder den ro, der skal til for at komme videre i sit liv.
- Når du vandrer, kommer du i kontakt med dine følelser. Du kan ikke slippe for dig selv, fortæller han til TV SYD.
Så mange har gennemført Pacific Crest Trail
2018: 1.108
2017: 524
2016: 749
2015: 661
2014: 489
2013: 275
2012: 433
2011: 158
2010: 206
2009: 106
2008: 102
Gennem det seneste års tid har han trænet en del. Han har tilbagelagt 1.500 kilometer langs de danske vandreruter og den spanske Camino De Santiago, hvor også mange andre danskere har trådt deres vandrestøvler. Udfordringen på den amerikanske vestkyst kommer til at kræve endnu mere af ham end noget andet, han tidligere har prøvet.
- Jeg gør ikke det her for, at andre skal synes, at jeg er en sej gut. Jeg gør det for min egen skyld, siger Daniel Thomsen, der på Pacific Crest Trail bliver udfordret med både varmt og koldt vejr.
De første 1.200 km går gennem den californiske ørken, mens han på den sidste del af turen kommer langt op i bjergene. Når turen er færdig, har han forceret i alt 400.000 højdemeter over to bjergkæder. Højeste punkt på turen er Mount Rainier i staten Washington, hvor man kommer op over 4.000 meter.
Eksklusiv klub
At gennemføre Pacific Crest Trail (PCT) er nogenlunde lige så stor en bedrift som at nå toppen af verdens højeste bjerg Mount Everest. I hvert tilfælde har omtrent lige så få mennesker i verden gjort det. Mens det vurderes, at cirka 5.000 har været på toppen af Everest, skønner organisationen bag Pacific Crest Trail, at cirka 6.600 til og med 2018 har gennemført ruten. 91 sågar op til flere gange.
Årligt gennemfører en lille eksklusiv klub på lidt over tusinde mennesker ruten, og det tal er vokset støt inden for de seneste år. (Se oversigt ovenfor) På organisations hjemmeside finder man en liste over samtlige personer, der har gennemført.
For at få lov at gå på PCT, skal man søge en tilladelse hos Pacific Crest Trail Associasation. Samtidig er det vigtigt at have styr på følgende:
Visum
Ansøgning til at gå ind i Canada
California Camp Fire Permit
Rejseforsikring
App'en Guthook m/tilkøb af Pacific Crest Trail til 249 kroner
Her kan du følge Daniel
- Instagram: the_wayward_dane
- Facebook: Daniel Faurholt Thomsen
- YouTube: The Wayward Dane
- Hashtags: #gearonthetrail (Korte anmeldelser og billeder af udstyr), #quoteonthetrail (Tanker fra hikere, han møder, omsat til citater)
De fleste vælger at tilbagelægge den lange tur alene, men såkaldte trail angels (sti-engle, red.) hjælper til med drikkevand, kost og logi og et lift ind til nærmeste by for at proviantere.
Når Daniel forhåbentligt en gang i juli eller august krydser grænsen til Canada, vil hans navn stå på den eksklusive liste over de, der har gennemført strabadserne. Med sit kaldenavn "The Wayward Dane". Indtil da kan alle følge hans færd på sociale medier (se ovenfor).