Da Jytte mistede sin mand, blev et tilfældigt møde over hækken hendes trøst
Med adresse på Odinsvej fulgte mere end blot godt naboskab. Jytte Jakobsen og naboerne blev hinandens livsvidner, og 50 år senere mødes de stadig til en skål over hækken.
- Vi skal bekymre os lidt om vores medmennesker og være sikre på, at de har det godt, siger 71-årige Jytte Jakobsen.
Ordene bliver fulgt op af bekræftende nik fra naboerne, der som så mange gange før sidder samlet i sofaen i stuen hos hende.
- Gesundheit, Glück und Frieden, lyder det fra Carsten Frank, da han løfter sit glas til en skål.
Jytte Jakobsen bor nede i hjørnet på Odinsvej i Christiansfeld. Grunden købte hun sammen med sin mand, Erik. De var nybyggere, og i november 1972 flyttede de ind i nummer 25.
Det er altid let at være der, når det går godt, men det er, når der er problemer, at det er mest vigtigt
Jytte Jakobsen, pensionist
Et halvt år senere flyttede Karin og Carsten Frank ind i nummer 17, mens der på postkassen ved nummer 27 kom til at stå Hanne og Henry Woldemar.
Et tilfældigt møde over hækken udviklede sig til et livslangt venskab. Et venskab der blev uundværligt for Jytte Jakobsen, da hun i 2001 mistede sin mand efter 29 års ægteskab.
- Det er altid let at være der, når det går godt, men det er, når der er problemer, at det er mest vigtigt, at man er der, siger hun.
Midt i sorgen fandt hun tryghed hos naboerne. Uanset hvad hun havde på hjerte, kunne hun gå ind til dem. Et privilegium som hun mener burde være langt mere naturligt i en boliglomme som hendes på Odinsvej.
- Det kan ikke nytte, at vi bliver sådan et koldt samfund, hvor vi slet ikke har nogen medmenneskelige følelser. Det duer ikke, siger hun.
Et ritual over hakken
Netop skålen har været et samlingspunkt i naboskabet.
Selvom hårfarven har ændret sig de seneste 50 år, er ritualet med klirrende glas - eller dåser - det samme.
I garagen har de hver især et lager, for som Henry Woldemar pointerer, skal der med den korte afstand til den dansk-tyske grænse altid være øl på køl.
- Vi plejer at få en øl over hækken. Også med de andre naboer, fortæller Carsten Frank og puffer til Henry, da han tilføjer:
- Det er godt, når vi kommer herover til Henry, for det er sjældent, at han giver en.
Den lille skål over hækken har mange gange markeret et fuldført arbejde. Som nybyggere, men også i dag hvor naboerne hjælper hinanden med næsten alt.
- Nogle er lidt mere pernitten end andre, siger Carsten, mens Henry, der har været og stadig er nabolagets handyman, brummer sagte som svar på spøgen.
Så længe livet tillader
Med enighed om hækhøjde voksede fællesskabet frem blandt naboerne. De begyndte at bytte aviser, arrangerede gadefester og udflugter, og børnene, som blev født inden for samme årrække, legede med hinanden.
Vi bliver her, til vi skal bæres ud, og jeg regner med at blive 104 år
Carsten Frank, pensionist
Samvær og sammenhold har i årenes løb været det vigtigste, og det er det stadig i dag.
Både når Jytte Jakobsen holder øje med mistænkeligheder fra sit køkkenvindue, og når naboerne samles i hendes sofa om albummet med fotografier fra halvfjerdserne.
Selvom det kan knibe med at genkende sig selv efter så mange år, beviser samlingen, at naboerne er hinandens livsvidner.
Og det bliver de ved med at være. I hvert fald så længe adressen stadig hedder Odinsvej.
- Nu har vi boet her så længe, så nu kan vi ikke flytte mere. Og vi vil heller ikke, siger Jytte, hvortil Carsten slår fast:
- Vi bliver her, til vi skal bæres ud, og jeg regner med at blive 104 år.
