Gitte så nytårstale på sygehuset: - Det glemmer jeg aldrig
Dronningens nytårstale kørte som altid på fjernsynet hos Gitte, men denne gang foregik det på hospitalet. Nytåret 23/24 blev et, hun husker særlig godt.
På Stue 417 på Sygehus Sønderjyllands Mave/tarm-afdeling er Gitte Jakobsen indlagt, tvunget til at fejre nytåret i en hospitalsseng uden familie og venner.
Hun har fået besøg af en af de frivillige spisevenner, Kerstin Book. Sammen har de taget hul på nytårsmiddagen og tændt for fjernsynet for at se den årlige nytårstale fra Dronning Margrethe.
Da nytårstalen er slut, brummer Gitte Jakobsens telefon.
- Det er min datter, der spørger, om jeg har set talen, siger hun og forklarer, at datteren går meget op i de royale.
Gitte Jakobsen svarer ikke datteren med det samme. Hun er nemlig selv lidt overrasket over den tale, hun netop har overværet.
- Den havde jeg godt nok ikke set komme. Hun (Dronning Margrethe, red.) har jo altid sagt, at hun ville blive, til hun ikke længere var i live, siger hun.
Glemmer ikke
Dronning Margrethe annoncerede i sin nytårstale i Christian IXs palæ på Amalienborg, at hun abdicerer den 14. januar, når hun har været regent i 52 år.
I talen sagde dronningen blandt andet:
- Jeg overlader tronen til min søn Kronprins Frederik. I aften vil jeg først og fremmest sige tak. En tak for den overvældende varme og støtte, som jeg har modtaget gennem alle år. En tak til de skiftende regeringer, som det altid har været givende at arbejde sammen med, og til Folketinget, som altid har mødt mig med tillid.
- Min tak skal lyde til alle de mange, mange mennesker, som ved særlige begivenheder, såvel som i hverdagen har omsluttet mig og min familie med kærlige ord og tanker. Det har gjort disse år til en række af perler.
Selvom det kom som et chok for Gitte Jakobsen og mange andre danskere, at det om 14 dage er slut med Dronning Margrethe på tronen, er der ingen tvivl:
- Frederik bliver en god konge, tror jeg. Det er jo nok også derfor, at kronprinseparret løbende har fået flere opgaver på sig, siger hun.
- Det bliver nok ikke lige et nytår, jeg glemmer foreløbigt. En indlæggelse og så stor en nyhed, siger hun så.