Følg med - nu fjernes storkeunge fra rede
Opdatering 11.45: Storkeungen er nu blevet hentet og vil blive fragtet til plejecentret i Erfde i Tyskland.
Det meste af tiden ånder alt fred og ro i storkereden i Smedager. Men lørdag formiddag sker der ting og sager.
En af storkeungerne har været særligt i fokus hos folkene fra storkene.dk og deres tilknyttede læge de seneste døgn.
Dens ene vinge hænger, og ifølge Mogens Lange fra storkene.dk skyldes det, at den lider af det, man kalder "englevinger".
- Den er vokset for hurtigt på den her vinge, så den er blevet for tung til, at senerne kunne følge med. Fordi de ikke kan følge med, så er de ikke stærke nok til at holde vingen på plads.
I går aftes blev det besluttet, at den ene af de i alt fem storkeunger, som storkeparret Connie og Thorkild har bragt til verden her i foråret, skal fjernes fra reden og flyttes til et plejecenter i Erfde syd for den dansk-tyske grænse.
Når folkene, der skal fjerne storkeungen, dukker op i liften ved storkereden, vil storkeungerne spille døde.
I videoen i toppen af artiklen kan du følge med i storkereden live. Ellers kan du også gå ind og følge med ved at klikke her, hvor du også finder meget mere om livet i reden i Smedager samt folkene fra storkene.dks arbejde for at få flere ynglende storke i landet.