Vejlenserne skal gives som gave til kongeparret
Tirsdag og torsdag fra klokken 12-15 har vejlenserne mulighed for at blive en del af en særlig værtsgave til kongeparret.
Hvad giver man kongeparret, der har alt? Svaret er folket.
- Vi vil gerne hylde kongeparret ved at give dem vejlenserne som prinser og prinsesser, lyder det fra Vejles Citychef, Andreas Kiis Antonsen, der står bag gaveideen.
Foran rådhuset i Vejle blev der mandag sat en trone frem på en rød løber. Her kan alle og enhver komme og sætte sig og få taget et billede med kongekrone eller diadem på hovedet.
Tanken er, at alle billederne skal indgå i en mosaik til kongeparret i forbindelse med deres besøg i byen på torsdag.
Mosaikken laves i to eksemplar. Ét til kongeparret og ét, der skal hænges op på rådhustorvet.