Nu bliver Vejle universitetsby - har udsigt til over tusind studerende
Vejle får fra 2026 et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø, når SDU Vejle med støtte fra Vejle Kommune og Lego åbner med flere IT-uddannelser.
Flere års arbejde har nu båret frugt.
Vejle kan fra 2026 kalde sig en universitetsby, når SDU åbner campus i byen.
Der er tale om IT- og STEM-uddannelser og allerede indenfor to år forventes det, at cirka 400 studerende kan begynde deres bacheloruddannelse på det nye campus.
Ifølge SDU skal halvdelen være internationale studiepladser.
På sigt skal der være op mod 1500 studerende på det nye campus.
- Med SDU Vejle skaber vi et forsknings- og uddannelsesmiljø i international klasse, hvor vi bringer forskningen tættere på praksis og innovation i samarbejde med det lokale erhvervsliv, udtaler Jens Ringmose, rektor for SDU, i en pressemeddelelse.
Samarbejde med Lego
Som TV SYD tidligere har fortalt, var der i længere tid kamp mellem Kolding og Vejle om at få uddannelserne til sin by. I 2022 afsatte forligspartierne bag aftalen om udflytning af uddannelser 19 millioner kroner af til etablering af IT- og STEM-uddannelser i Trekantområdet.
Hvad er STEM-uddannelser?
Når der refereres til STEM-uddannelser (Science, Technology, Engineering and Mathematics), er der tale om uddannelser, der tager udgangspunkt i det naturvidenskabelige fakultet.
Kilde: Naturvidenskabernes Hus
Vejle trak i december sidste år det længste strå, og siden har man været i gang med at finde midler til campussen.
Det er nu lykkedes - blandt andet med hjælp fra Lego, som er den første af flere forventede virksomheder, der indgår et samarbejde med SDU.
Kigger stadig efter placering
Hos Lego har man ifølge administrerende direktør Niels B. Christiansen taget flere skridt mod at blive en mere digital organisation og har på tre år tredoblet antallet af digitale eksperter i virksomheden.
- Samarbejdet med SDU vil bringe os tættere på nye digitale talenter i fremtiden. Samtidig kan vi dele vores digitale erfaringer og ambitioner og dermed bidrage til SDUs høje faglige niveau, siger han.
Ifølge en meget glad Vejle-borgmester Jens Ejner Christensen (V) arbejder man stadig med en midlertidig placering til når uddannelserne skal begynde i 2026. Et af de steder, der er i spil, er Spinderihallerne.
Man vil allerede i år begynde arbejdet med at finde videnskabeligt personale til SDU Vejle, som vil tilbyde flere engelsksprogede uddannelser inden for digitalisering, softwareudvikling og kunstig intelligens.