Han løb i tre døgn og slog rekord - nu går han efter endnu en
David Stoltenborg har i fire år dyrket løbedisciplinen backyard ultra. I maj slog han den nordiske rekord, da han løb i 73 timer. Til VM i efteråret går han efter verdensrekorden.
De fleste danskere, som dyrker motion, løber måske en tur en eller to gange om ugen, går til en sportsgren i deres lokale forening eller tager en time eller to i motionscentret i ny og næ.
Sådan begyndte det også for David Stoltenborg fra Egtved.
Han havde i mange år spillet fodbold og var derfor i det, som han kalder en god grundform.
Da han for nogle år siden boede i Norge, blev han overtalt til at deltage i et ‘trailløb’, som foregår på stier og i kuperet terræn.
Herfra gik det stærkt, og David Stoltenborgs interesse for det, der hedder ultraløb voksede støt.
Hvad er ultraløb?
Et ultraløb er typisk på en længere distance end et maratonløb - 42,195 kilometer.
Et ultraløb kan enten være en på forhånd fastlagt distance såsom 50 kilometer eller 100 kilometer. Der findes også flerdages løb, hvor løberne selv administrerer deres tid.
Et af de nyere koncepter er backyard ultra, hvor skal løbe cirka 6,7 kilometer i timen, indtil de ikke når det eller må udgå.
Kilde: Aktiv Træning og Trailmagasinet
Der gik ikke længe, før den 35-årige løber blev udtaget til landsholdet. Nu seks år senere har han blandt andet deltaget i fire verdensmesterskaber.
- Det var jo megafedt, fordi at jeg kom ud og fik nogle fede oplevelser og kunne måle mig med de bedste i verden, fortæller han.
486 kilometer på 73 timer
I maj 2023 kulminerede det, da han ved et løb i Tyskland slog den nordiske rekord i disciplinen backyard ultra.
Hvis man synes, at et maraton lyder hårdt, så følg godt med her.
Ved et backyard ultraløb skal deltagerne løbe en rute i kuperet terræn på cirka 6,7 kilometer. Det skal deltagerne gøre på under en time, for efter 60 minutter begynder en ny omgang på 6,7 kilometer.
Hvis ikke man når i mål på under en time, så er man ude. Hvis du er inde efter 55 minutter, så har du fem minutters restitution, inden du skal være klar til en ny runde, fortæller David Stoltenborg.
Sådan fortsætter det, indtil den næstsidste løber, der er tilbage i løbet, enten trækker sig eller ikke når i mål.
Der var en japaner, der på anden nat måtte vækkes ude på ruten, da han løb sovende
David Stoltenborg, ultraløber
Ved løbet i Tyskland, hvor han slog den nordiske rekord, blev han nummer to, da han efter 486 kilometer og 73 timer trak sig for at undgå skader.
Sovende japaner
Når man løber backyard ultra er det vigtigt, at man bruger pauserne effektivt. Her kan man enten skifte sko, spise og drikke, bruge det team, man har med til eksempelvis at få massage eller snakke med, når man har udfordringer med det mentale. Og de korte pauser er også der, hvor man kan sove, hvis man har planer om at løbe i flere døgn.
- Nogen prøver jo at powernappe, når de er inde og har 10 minutters pause. Det prøvede jeg også på ved løbet i Tyskland, men det var meget få gange, at jeg faldt i søvn. Jeg havde svært ved at sove, og jeg tror kun, at jeg faldt i søvn under løbet fire gange, hvor jeg var væk i tre-fire-fem minutter. Ellers må man ligge og slappe af.
- Der var en japaner, der på anden nat måtte vækkes ude på ruten, da han løb sovende. Der er også nogen, der begynder at hallucinere ude på ruten, og så må de jo stoppe, siger han.
Skyttegravsfødder
Det er ikke det mentale, som David Stoltenborg døjer mest med, når han har overstået et backyard-løb.
- Fødderne var ret smadrede. Jeg havde nærmest skyttegravsfødder.
- Fodsålerne var ret ødelagte. Det var lige som om, at der var kappet nogle nervebaner til nogle af tæerne, fortæller han.
Når kroppen skal holde til så ekstreme løb, så kræver det, at man holder kroppen i gang.
Egtved-løberen løber omkring 100 kilometer om ugen, cykler lange tur, styrketræner og laver crossfit. Derudover mener han også, at han god kontrol over psyken.
- Jeg er mentalt rigtig stærk, da jeg har været igennem mange ting - både privat, men også løbsmæssigt. Jeg kender min krop rigtig godt, og jeg kender mig selv rigtig godt, og så har jeg forskellige værktøjer, som jeg kan bruge, siger han.
Vil "dø" på ruten
Til oktober skal David Stoltenborg til verdensmesterskabet i backyard ultra i Tennessee i USA.
Han stiller sig ikke tilfreds med en nordisk rekord. Ved VM vil han slå verdensrekorden i backyard ultra, som lyder på 102 timer.
Et backyard-løb slutter når den næstsidste tilbageværende løber trækker sig eller ikke når i mål. Herefter løber den tilbageværende deltager en enkelt runde mere, og så slutter løbet.
Derfor skal David Stoltenborg håbe på, at der også en mindst én anden løber, der kan løbe 102 timer, hvis verdensrekorden skal slås.
- Samtidig med det vil jeg også gerne løbe mig selv ud, så jeg løber, indtil jeg ikke kan mere - uden at det er en skade, der stopper mig. Jeg vil gerne fortsætte indtil, at jeg ikke kan nå at komme ind på én time, så jeg dør ude på ruten, som vi kalder det på backyard-sprog, siger han.