4.000 husstande i Vejle var uden vand
Sidst på formiddagen var der pludselig ikke vand i hanerne på omkring 4.000 husstande i Vejle. Det oplyser forsyningsselskabet Trefor til Vejle Amts Folkeblad.
I forbindelse med et gravearbejde var gået hul på et rør, som forsyner borgerne i det sydlige Vejle med vand. Derfor var store dele af området derefter uden vand i hanerne.
Uheldet skete omkring kl. 10 ved Sdr. Villavej på Søndermarken. Presseansvarlig i Trefor Ann Katrine Warren oplyser til Vejle Amts Folkeblad, at de første kunder havde vand i hanerne igen omkring kl. 11.