Nervøse og angste tog Natasja Sand Søgaard og hendes mand Simon til nakkefoldsscanning. I sit stille sind håbede Natasja, at jordemoren for en gang skyld havde en god nyhed.

- Jeg kan se to, udbrød jordemoren.

Glæden var kort, for de havde prøvet det før. Natasja Sand Søgaard havde nemlig fået samme nyhed to år tidligere: At hun var gravid med tvillinger. Men dengang overlevede det ene barn ikke. 

Endelig gravid

Dengang i februar 2020 viste to røde streger sig på graviditetstesten. Det var tredje gang, Natasja Sand Søgaard var gravid. De to forrige graviditeter var endt med ufrivillige aborter. 

Til nakkefoldsscanningen viste det sig, at hun var gravid med tvillinger. Men det ene barn var meget syg.

- Hun havde en meget sjælden knoglesygdom, så nu stod vi i et uforudsigeligt dilemma, fortæller Natasja Sand Søgaard. 

For det var ikke sikkert, at det syge barn ville kunne overleve hele graviditeten - og selv hvis det gjorde, kunne de ikke være sikre på, at barnet ville overleve fødslen. 

Derfor besluttede parret sig for, at Natasja skulle have en fosterreduktion.

- Det var en sindssygt svær beslutning. Jeg følte helt enormt skam over at vælge mit raske barn til og slå mit syge barn ihjel, men det var den rigtige beslutning for os, fortæller Natasja Sand Søgaard, som i den sidste tid af sin graviditet derfor bar rundt på både et levende og et dødt barn.

- Det var så surrealistisk, men jeg forsøgte så vidt muligt kun at fokusere på Liv.

Nogle måneder senere, i december 2020, kom Liv til verden - sammen med sin døde søster. 

Natasja Sand Søgaard og hendes mand fik tilbudt at få deres dødfødte barn døbt, men det valgte de at sige nej til, ligesom hun også tog beslutningen om ikke at ville se barnet efter fødslen. 

- Jeg ville ikke have et forhold til det. Det var bare for svært, fortæller Natasja Sand Søgaard. 

Tveægget lykke

I to år glædede Natasja Sand Søgaard sig over sin familie på tre, men oplevelsen med Liv og det dødfødte barn betød, at Natasja blev både glad og ængstelig, da jordemoderen fortalte, at parret ventede tvillinger igen.

- Jeg var mega bange, fordi jeg havde oplevet alt det med vores første pige, fortæller Natasja Sand Søgaard.

De første måneder af graviditeten gik godt. Børnene voksede, som de skulle, men på en miniferie til Paris i juli begyndte Natasja Sand Søgaard pludselig at bløde.

- Jeg kunne ikke klare tanken om at skulle miste igen, eller føde to døde børn, hvilket jeg frygtede, fortæller Natasja Sand Søgaard. 

- Én af lægerne i Frankrig fortalte mig, at de frygtede det stod mellem mine børns liv eller mit. Så det var jo ret alvorligt.

Heldigvis stoppede blødningen igen. Natasja endte med at være indlagt i otte dage, før hun fik grønt lys til at rejse hjem til Danmark.

Men i uge 32, blot otte uger fra termin, begyndte hun at bløde igen og skulle derfor på sygehuset.

Her blev hun tjekket. Børnene blev tjekket. Alt så endnu engang ud til at være i orden. Natasjas mand tog derfor hjem, så han kunne tage sig af Liv.

Samme nat listede Natasja på toilet. Hun fornemmede, at ikke alt var, som det skulle. Rigtigt nok. Hun blødte igen. 

- Jeg trak i den røde snor tre gange, før en jordemor kom og kiggede til mig. Derfra gik det stærkt, fortæller hun. Kort efter vurderede en læge, at Natasja skulle have akut kejsersnit. 

Du er for tidligt på den, stork!

Natasja kunne høre barneskrig. 

- Det betryggede mig, for det betød jo, at de levede.

Da tvillingerne var ude af maven, blev de kørt væk i kuvøse. Natasja nåede ikke at se dem, og blev selv, kort tid efter, kørt til opvågningsstuen. 

De næste seks uger var Natasja bundet til sygehuset. Dagene var skemalagt. Hver mandag og torsdag skulle tvillingerne vejes. Hver tredje time skulle de have mad, og derfor skulle Natasja pumpe mælk flere timer i døgnet.

- Det var virkelig hårdt. Jeg har prøvet meget i forbindelse med mine graviditeter, men intet var så hårdt som det her, fortæller Natasja Sand Søgaard, og husker tilbage på en tid, hvor hun hver dag vågnede til uvisheden om, hvorvidt hendes børn ville overleve endnu et døgn.

- De lignede simpelthen fugleunger, og så var de jo bare fyldt med ledninger, elektroder, masker og huer.

Dag for dag modbeviste tvillingerne deres mors frygt. For efter seks uger var tvillingerne stabile nok til at kunne komme hjem.

I dag har Natasja haft seks måneder til at finde sin rutine som mor til tre. Et liv, som hun altid har drømt om, men når hun i dag ser tilbage på årene, der er gået, siden hun sad hos jordemoren i 2020, har intet været, som hun dengang forestillede sig.

- Det var jo ikke det, jeg drømte om, da jeg ønskede mig en familie, men det har været det hele værd, fortæller Natasja Sand Søgaard, som i øjeblikket, når hun ser Liv og tvillingerne omfavne hinanden, ikke ville bytte det for noget.