18-årig fra Børkop får debut for Bayern München
Bayern München har ikke alverden at spille for i Bundesligaen, og det kom søndag et ungt dansk stortalent til gode.
18-årige Jonathan Asp Jensen blev således skiftet ind mod Wolfsburg og fik dermed debut for den sydtyske storklub, som slog Jonas Wind, Joakim Mæhle og holdkammeraterne med 2-0.
Den unge mand, der på sin vej mod Bundesligaen har tørnet ud for Gauerslund IF, Vejle Boldklub og FC Midtjylland, entrerede banen efter godt 89 minutter, og det blev dermed ikke til mange minutter og vel knap en boldberøring.
Jonathan Asp Jensen slutter sig med debuten til navne som Pierre-Emile Højbjerg, Brian Laudrup, Søren Lerby og Johnny Hansen på listen over danskere, der har optrådt i Bayern München-trøjen.