Realistisk fan ser fire hold som konkurrenter
Vejle Boldklub slog tilskuerrekord, da klubben overlevede i Superligaen sidste sæson. Topscoreren blev German Onugkha, men trods succeserne ser tilhængerne alligevel frem til ny overlevelseskamp.
2024 har foreløbig været et fodboldmæssigt succesrigt år for Vejle Boldklub.
Godt nok glippede et salg af klubben ved årets begyndelse. Overlevelse, tilskuerrekord og personlige succeser sendte til gengæld VB og klubbens tilhængere på sommerferie med mundvigen i den glade ende.
Snart venter sæsonstarten. Vejle Boldklub går trods succeserne ind til sæsonen med et mål for øje.
- Vores målsætning er det samme som sidste sæson, og det er, om vi er i stand til at blive i Superligaen. Det er en nøgtern betragtning ud fra, at det er en konkurrencedygtig liga, sagde direktør Henrik Tønder onsdag.
Formand for holdets officielle fanklub, Crazy Reds, Brian Jørgensen bakker op om klubbens målsætning.
- Sidste sæson giver da håb på mere end bare overlevelse, men vi er også realister og kan godt se, at truppen ikke er forstærket endnu, siger fanformanden.
Midtbanen skal styrkes for succes
Vejle Stadion ligner for tiden ikke et superligastadion, da kvindelandsholdets landskamp mod Tjekkiet den 16. juli har skiftet VB-logoer ud med Dannebrog.
Fem dage efter spiller Vejle Boldklub så første kamp i landets bedste række mod Randers FC på hjemmebane. I forhold til forstærkning af truppen ser Brian Jørgensen en ny midtbanespiller med VB-logoet på brystet som det vigtigste for at ligne et superligahold.
Klubben lejede sidste sæson med succes australske Tyrese Francois i Fulham i et halvt år på den centrale midtbane.
Derudover frygter han at miste Oliver Provstgaard, der på rygtebasis sendes til italiensk fodbold i Bologna, mens holdets russiske angriber German Onugkha også har skabt interesse omkring sig efter at have scoret titlen som superligatopscorer med 15 mål.
Superligadækning 2024/2025
TV 2 Sport overtager denne sæson rettighederne til Superligaen sammen med Viaplay.
I den forbindelse har TV 2 Sport indgået et samarbejde med TV SYD, TV Midtvest, TV 2 Nord og TV 2 Kosmopol om at dække klubberne i den pågældende regions sendeområde.
Hos TV SYD gælder det Vejle Boldklub og Sønderjyske Fodbold.
Har du en ide til historie, kan du tippe TV SYDs superligakorrespondent Daniel Just Schram på dasc@tvsyd.dk.
I skrivende stund ser Brian Jørgensen mod fire klubber, som han mener bliver konkurrenterne for at indfri målsætningen.
- Lyngby, Viborg, Sønderjyske og muligvis AaB er de hold, som vi skal kigge imod for at undgå nedrykning. Det er der fokus er, og hvis det så bliver bedre, er vi ovenud lykkelige, siger han.
Uanset hvem og hvor mange tilføjelser der kommer til Vejle, kan spillertruppen se frem til fornem opbakning på lægterne.
Sidste sæson slog klubben sit tilskuergennemsnit med 8.295 tilskuere. Her regner og håber Vejle Boldklub og fanklubben med lignende tal den kommende sæson.