Rene og Kaj vil sætte en stopper for kæmpe energipark
Vejen Kommune planlægger at bygge to store energiparker. I Revsing har borgere lavet uderskriftsindsamlinger for at stoppe projektet.
De seneste par måneder er panderynkerne ikke blevet mindre hos flere af borgerne i området i Revsing ved Vejen.
Kommunen planlægger ikke bare at opstille et par enkelte små vindmøller, men at lave en hel energipark med blandt andet 270 hektar solcelleanlæg, Ptx-anlæg og vindmøller på 190 meter.
Ifølge kommunen er man fortsat tidligt i processen, hvor man her til aften holder sit andet borgermøde om energiparken.
Det er som om, at de har holdt sig for øjnene, når de læser vores underskrifter
René Møllgren, borger i Vejen Kommune
Nogle af dem, der har tænkt sig at møde op, er Kaj Rasmussen og René Møllgren, som bor i det område energiparken skal bygges i. De mener at området er forkert udpeget, fordi der bor mange mennesker.
Ifølge Kaj Rasmussen, der i flere årtier har boet i området, bor der omkring 104 borgere indenfor den skitse for energiparken, som kommunen fremlægger til aftenens borgermøde.
- Vi skal have stoppet det her. Jeg mener ikke, at der er brug for det, siger Kaj Rasmussen, der har Gamst Maskinstation.
Der bliver ikke lyttet
Derfor har han sammen med et par andre beboere i området været rundt og indsamle 140 underskrifter, som han tog med på rådhuset og afleverede til borgmesteren. Men han taler for døve ører, mener han.
- De er bedøvende ligeglade med os. Det er som om, at de bare har trumfet det her igennem og så bliver det sådan, siger Kaj Rasmussen.
I et referat fra byrådets møde om energiparken i Revsing står der, at "planlægningen skulle være under forudsætning af, at projekterne havde en god lokal opbakning."
Men når René Møllgren og andre borgere har henvendt sig i høringsperioden, har konklusionen været, at der ikke er nogen nye bekymringer. Sådan opleves det, fortæller René Møllgren.
- Det er som om, at de har holdt sig for øjnene, når de læser vores underskrifter, siger han.
Men borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) forsikrer om, at han har læst henvendelserne.
Der er to grupper i Revsing, der er modstandere af energiparken. Udover Kaj Rasmussen og René Møllgrens underskriftindsamling har en anden borgergruppe også afleveret omkring 400 underskrifter og demonstreret foran rådhuset. Lidt under halvdelen af underskrifterne fra dén gruppe var dog ikke fra folk bosiddende i kommunen.
Synes du, at I har borgernes opbakning?
- Det kan jeg reelt ikke vide, for vi har kun fået høringssvar fra den første skitse. Jeg ved ikke, hvilke borgere, der er besøgt af VE-aktørerne (dem der skal lave energiparken, red.), og hvor langt de er med at lave aftaler. Det er kun naturligt, at der er ting, der skal rettes til undervejs, og at borgere har indvendinger i starten.
- Jeg må også sige, at nogle af de underskrifter på klagerne, der er kommet, har også være nogen, der bor uden for kommunen, og dem interesserer jeg mig ikke som sådan for. Men nu holder vi et borgermøde igen, og så må vi se om modstanden er så stor, siger han.
Der er bedre plads andre steder
Borgmesteren begrunder energiparkerne med, at kommunerne skal hjælpe med den grønne omstilling, og så er ambitionen at skabe 500 grønne arbejdspladser, der skaber vækst i kommunen.
Og lige netop Revsing ligger rigtig godt i forhold til energiinfrastruktur med flere forbindelser, der gør kommunen og området til et oplagt sted at bygge vedvarende energi, fortæller han.
Men både Kaj Rasmussen og René Møllgren så man gerne, at man fandt et mindre befolket område. De har kigget på mulighederne.
- Der er bedre muligheder både længere mod vest og mod nord for Revsing, hvor det vil gå ud over langt færre beboere, siger René Møllgren.
For ham kan energiparken betyde, at han skal opkøbes eller blive nabo til energiparken. Selvom kommunen og Frank Schmidt-Hansen har sagt, at de gerne vil arbejde på at finde en anden grund i det åbne landskab til borgere, der kommer i klemme, så tror René Møllgren ikke på en god løsning.
Han købte sin bolig billigt, og er glad for at kunne drive sin virksomhed fra sin bopæl.
Hvad nu, hvis du får en fin kompensation. Vil det så ikke være okay?
- Jeg kan slet ikke se, at den kan blive stor nok. Om de så femdobler beløbet for min ejendom, vil jeg hellere blive boende, siger han.
Efter onsdagens borgermøde håber borgmesteren at kunne ansøge om at blive en statslig energipark, der skal gøre det nemmere at få lagt erhvervsområder ud i parken.
- Der er flere møder og dialoger, vi skal have endnu. Hvis opbakningen er der, kan vi forhåbentlig godkende et kommuneplantillæg i juni 2025, siger Frank Schmidt-Hansen.