Se kortet: Her er kommunerne med flest asbesttage
En ny opgørelse skønner, at i flere syd- og sønderjyske kommuner er op til 40 procent af alle hustage stadig asbesttage. Se kortet her.
Det er nu halvanden måned siden, at fire store lagerhaller i Grindsted stod i flammer og skabte en frygt for, at asbestholdig aske havde lagt sig som et usundt tæppe over naboernes huse og haver.
Risikoen for en gentagelse er til stede i syd- og sønderjylland. Det viser en ny oversigt fra Vurderingsstyrelsen over antallet af mulige bygninger med asbesttage.
I flere af de syd- og sønderjyske kommuner skønnes det, at op til 40 procent af alle hustagene indeholder asbest. Hvorvidt en brand generelt bringer omkringliggende boliger og beboere i en sundhedsrisiko, det mangler der forskning på, fortæller seniorforsker.
Tryk på kortet og se, hvor mange asbesttage din kommune kan have.
Hvor mange huse har potentielt asbestholdige tage?
Populært valg til parcelhuse
Ifølge seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen ved BUILD på Aalborg Universitet var asbestholdige materialer et populært valg, før materialet blev forbudt.
- Langt hovedparten af parcelhuse fra 1930'erne og især 1960'erne og frem til 1986 er opført med bølge eller skifereternit, og det ses frem til 1988. Danmark blev moderniseret i den periode, og derfor blev der bygget mange huse, fortæller han.
Hvad er asbest?
Asbest er et byggemateriale, der tidligere har vundet stor udbredelse pga. dets ildfasthed og varmeisolerende egenskaber. Asbest tåler temperaturer op til 900 grader celsius og er ikke brændbart.
Op til midten af 1980'erne har asbest været flittigt brugt i det danske byggeri. Det findes i alt fra vægge, lofter, tage, gulve til fugemasse og rør.
Siden 2005 har det dog været forbudt at bruge i Danmark. Faktisk er det forbudt at fremstille, importere, anvende eller arbejde med asbestholdigt materiale, med mindre der er tale om nedrivningsarbejde eller vedligeholdelse.
Er det farligt?
Torsdag den 10. marts nedbrændte fire store lagerhaller i Grindsted. Det sendte sendte en tyk, sort røg indover byen. Efter branden fandt Grindsted Kommune asbest ved naboejendomme.
Ulykken igangsatte en større undersøgelse, hvor borgerne i området ikke måtte gå ud i deres haver. Det var i frygt for, at asbest var spredt efter branden. Efter én måned blev området frikendt, og borgerne kunne igen benytte haverne.
Ifølge seniorforskeren er det svært at sige nøjagtigt, hvor typisk eller sandsynligt det er, at hustage med asbest udgør en risiko ved brand.
- Asbest kan ikke brænde. Skal det spredes via en brand, så kræves det, at tagpladerne samtidig bliver knust eller pulveriseret, så asbesten kan spredes, siger Torben Valdbjørn Rasmussen.
Asbestholdige tagplader er dog ikke farlige med mindre, de er begyndt at knække eller fx smuldre. Her kan det frigive små fibre, som kan indåndes. Det kan udgøre en alvorlig sundhedsrisiko.
Hvorvidt den risiko forhøjes som følge af en brand, er der ingen forskning på.
- Det har vi ingen viden om. Faktisk ved vi heller ikke, om vejret fx udgør en risiko i store villaområder, hvor der er mange asbesttage. Om asbesten fx finder vej til indeklimaet, det ved vi faktisk ikke, men det er et område, vi gerne vil være klogere på, fortæller seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen.
Indånding af asbestfibre kan give følgende sygdomme
- Asbestose, som er en kronisk lungesygdom. Symptomerne er åndenød, som forværres ved anstrengelser. Sygdommen kan forværres, selv om udsættelsen for asbestfibre stoppes. Sygdommen viser sig typisk 10-20 år efter udsættelsen for asbest.
- Lungekræft, som typisk optræder 10-30 år efter udsættelse for asbest.
- Lungehindekræft, som typisk opstår 15-50 år efter udsættelse for asbest.
- Fortykkelse af lungehinden (pleura plaqes). Sådanne fortykkelser kan også opstå af anden årsag og giver oftest ingen symptomer.
- I sjældnere tilfælde kan der opstå kræftsygdomme i mave og tarm, hvis man har været udsat for asbest.
- Asbest og tobaksrygning forstærker hinandens virkninger kraftigt og øger risikoen for lungekræft.
Kilde: Arbejdstilsynet
Asbesten kan blive i mange år endnu
Selvom hustage med asbest kan udgøre en sundhedsrisiko, så forsvinder de ikke med det første her i landsdelen. Det skyldes, at så længe de er i god stand, så fungerer de glimrende.
- I Danmark har vi valgt at sige, at det bedste er, at tagene holder deres levetid. Der er eksempler på tage fra 70'erne, der stadig er rigtigt gode. Ellers skifter man dem først, når man i forvejen står overfor en renovering, fortæller seniorforskeren.
- På sigt bliver alle tage med asbest fjernet. Langt ude i fremtiden vil de nemlig svigte, og derfor skulle tages ned. Hvordan vi håndterer den eksponering af asbest bedst muligt er ved at følge arbejdstilsynets regler og tage det hen ad vejen, siger Torben Valdbjørn Rasmussen.