Myndigheder godkender Sydbanks køb af Coop Bank
Sydbank forventer, at købet af Coop Bank kan gennemføres i løbet af juli, efter at godkendelser er på plads.
Både Finanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt Sydbanks køb af Coop Bank.
Det oplyser Sydbank, der har hovedsæde i Aabenraa, i en selskabsmeddelelse.
Det blev meddelt i maj, at Sydbank havde indgået en aftale med Coop amba om at købe hele Coop Bank.
Her blev det oplyst, at parterne havde aftalt en pris, hvor man havde opgjort værdien af egenkapitalen per overtagelsesdagen og så lagt 89 millioner kroner oveni.
Det betød i maj en pris på 345 millioner kroner.
Handlen forventes at blive gennemført snarest muligt, lyder det fra Sydbank. Senest med udgangen af juli.