Red Barnet kommer med råd efter dom i groomingsag
Grooming og digitale krænkelser kan ske for alle, siger Pernille Spitz, psykolog, Red Barnet.
Hvis du er forælder, så forsøg at gå om på den anden side af skærmen.
Sådan lyder rådet fra Red Barnet, efter der netop er faldet dom i grooming-sagen. Her blev Simon Kofoed Larsen idømt en forvaringsdom - det vil sige fængsling på ubestemt tid - og kendt skyldig i fire fuldbyrdede voldtægter, tre voldtægtsforsøg af piger mellem 12 og 15 år og mindst 100 samlejer med børn under 15 år.
- Det her er et eksempel på, hvor svært det er for unge at række ud og bede om hjælp. Det handler om nogle børn og unge, der har været i en forfærdelig klemme, og det er så skamfuldt for dem, at de ikke kan få sig selv til at sige det til deres forældre eller andre voksne, siger Pernille Spitz, der er psykolog i Red Barnet.
Det er derfor vigtigt at have en løbende dialog med sine børn om sociale medier, og hvordan man befærder sig på nettet. For det skal ske for alle.
- Vi vil gerne aflive myten om, at det kun er særligt udsatte børn og unge, der bliver udsat for grooming og digitale krænkelser. Det her kan ske for hvem som helst. Alle børn er per definition sårbare, siger Pernille Spitz.
Alene i 2023 havde Red Barnets SletDet 1.600 rådgivningssamtaler, og ifølge Pernille Spitz er der store mørketal på området.
- Flere undersøgelser peger på, at en stor andel af børn og unge ikke tør fortælle deres forældre om grænseoverskridende adfærd på nettet, fordi de er bange for at få taget deres telefon, siger Pernille Spitz.
Hvis du er udsat for grooming:
Til børn og unge:
Fortæl det til en voksen, du stoler på. Det er svært at komme ud af alene.
Søg råd hos for eksempel Red Barnets SletDet Rådgivning.
Vid at det ikke er din skyld, uanset hvad du har skrevet eller sendt af materiale.
Til forældrene:
Vær skarp på at få sagt til dit barn, at det kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt på nettet.
Fortæl at du ikke bliver vred over, hvis barnet har skrevet med en fremmed på nettet. Du vil bare gerne hjælpe.
Gennemgå privatlivsindstillingerne på barnets telefon og indstil eventuelt, at fremmede ikke kan kontakte barnet via sociale medier.
Vær opmærksom på, at det kan være en barriere for barnet at sige noget højt, fordi det er bange for, at forældrene overreagerer, bliver sure og tager barnets telefon og sociale medier.
Søg råd hos Red Barnets SletDet Rådgivning.
Det er også muligt for børn at søge hjælp hos Børns Vilkår via Børnetelefonen på telefonnummer 116111.
Kilde: Per Frederiksen, psykolog, Red Barnet
Så når du skal tage snakken med dine børn, så sig tydeligt, at uanset hvad de fortæller dig, så får de ikke skældud.
- Det sidste, de har brug for, er, at blive udskammet, siger Pernille Spitz.
Og det er særligt vigtigt at holde øje med, om der er tegn på mistrivsel. Det kan være, at de lukker sig inde sig selv, bliver stille eller omvendt udadreagerende.
- Derefter er der meget rådgivning at hente på Red Barnets SletDet. Her hjælper vi blandt andet med at få taget billederne, kontakte politiet og opfølgende samtaler.
- For den digitale krænkelse kan være mindst lige så alvorlig som den fysiske, siger Pernille Spitz.