Regnen tonsede ned i skybrudsramt kommune - der arbejdes hårdt for at undgå oversvømmelser i fremtiden
Et voldsomt uvejr gav forleden dobbelt skybrud i Varde Kommune. Selvom kommunen er i gang med at klimatilpasse, så er der mange år til, at den er i mål.
Tirsdag morgen væltede regnen ned over store dele af Syd- og Sønderjylland.
I Varde Kommune ramte regnvejret massivt med 50,5 milliliter regn i gennemsnit.
I Outrup satte de en kedelig rekord, da de blev ramt af dobbelt skybrud. Her faldt der 32,7 millimeter regn på 30 minutter, og i alt fik Outrup 72,6 millimeter vand, det viser DMIs målinger.
Det er det kraftigste skybrud, man de 25 år, man har registreret den slags herhjemme, har målt i oktober måned.
Normalt falder der 83 millimeter regn i Danmark i hele oktober, som er årets mest regnfulde måned.
7,6 centimeter vand per m2
For at forstå, hvor meget regn, der faldt tirsdag i området, skal man forestille sig, at der stod 7,6 centimeter vand - eller omregnet syv ti-liters spande fyldt med vand - vel at mærke per kvadratmeter - og det er over hele det ramte område.
Skybrud er defineret ved mindst 15 millimeter regn på 30 minutter, og ved den intensitet har kloaknettet ofte svært ved at følge med.
I Ølgod faldt der ifølge DMI 48,9 millimeter regn under skybruddet. Her blev sløjdlokalet på Ølgod Skole hårdt ramt af den megen regn, fortæller Finn Gravesen, der er pedel på skolen.
- Vi var nærmest lige mødt ind på arbejde tirsdag morgen, og så gik der et kvarter, hvor det begyndte at lyne og tordne, og lige efter kom regnen bare væltende.
Ifølge Finn Gravesen var dørene ind til blandt andet sløjdlokalet og pedellernes kælderlokaler ikke tætte nok, så da regnvandet skyllede ned i skakten, løb vandet også gennem dørene.
- Det var vildt, og jeg har aldrig set noget lignende før. Det gik så hurtigt, og kælderskakten var på hurtigt fyldt op med vand, fortæller Finn Gravesen.
Efter regnen kunne skaderne i kælderlokalerne besigtiges. Og her var trægulvet sløjdlokalet helt ødelagt.
- Vi har måtte skære trægulvet op, da der er mange kræfter i sådan noget vådt træ, og da det kan ødelægge væggene og hele bygningens konstruktion, hvis det udvider sig for meget, siger Finn Gravesen.
Nu vil de se på, hvordan de kan undgå disse oversvømmelser i fremtiden.
- Der er flere muligheder. Vi kan måske forhøje kanten om kælderen, så vandet ikke så let ryger ned kælderen.
En del kommunale bygninger fik skader i forbindelse med det voldsomme regnvejr. Lige nu viser kommunen opgørelse, at 14 bygninger er mere eller mindre vandskadet.
Følgende bygninger er ramt af vandskade i Ølgod.
Der er primært tale om vand i kældre og på lofter, men nogle steder giver vandmængderne også el-problemer.
Borgercenter Varde, kælder
Dalgashus/kælder
Lerpøthus/kælder
Carolineparken/Kælder
Lykkesgårdskolen/vand gennem loft flere steder samt el udfald
Alslev skole/kælder
Østervang Børnehave./kælder
Østervang Samstyrken/el udfald
Hjemmeplejen i Lunde/ kælder.
Outrup skole, hvor er gymnastiksalen også våd.
Kældrene på Lunde skole, Outrup skole, Nørre Nebel skole og Janderup skole er også ramt
Kilde: Varde Kommune
Formand for udvalget for Plan og Teknik, Preben Friis-Hauge, (V), erkender, at der er langt til, kommunen er helt i mål med klimatilpasning men understreger, at de er i fuld gang.
- Vi har afsat mange millioner af kroner til klimasikring om året, og vi har arbejdet med det i mange år.
Klimahandleplan ser frem mod 2050
I Varde Kommunes seneste klimahandleplan fra oktober 2022 er målet, at man arbejder frem mod år 2050 med fuld implementering af klimasikringen.
- Det er et langt sejt træk, men vi har allerede gennemført en del projekter rundt om i kommunen med alt fra separation af regnvand og kloakvand, vi har lavet lavbundsbassiner og faskiner, som regnvandet kan flyde ud. Vi har også lagt drænrør, gravet grøfter og lavet diger mange steder, så folk kan opholde sig i deres hjem eller sommerhus mange steder i kommunen uden risiko for oversvømmelser.
Klimahandleplan Varde Kommune
Varde Kommune vil arbejde for, at perioder med henholdsvis øget nedbør og tørke påvirker miljøet, erhvervet og borgerne mindst muligt
For at imødegå den øgede nedbør og tørke og de deraf afledte konsekvenser gennemføres forskellige projekter, som er beskrevet herunder:
a) Øget brug af ådale til afgræsning og genskabelse af vådområder. Dette løser udfordringerne forbundet med skybrud i vinterhalvåret, fordi vandet holder sig i ådalene (hvor der ikke er dyr om vinteren).
b) Flere LAR-projekter i fælleskloakerede områder og LAR-løsninger indtænkt i planlægning af nye boligområder.
c) Øget separatkloakering med henblik på at mindske mængden af spildevand, der skal renses, og minimere risikoen for overløb af spildevand til naturområder. Der er beregnet en mindre CO2-besparelse forbundet med den mindre mængde spildevand, der skal rensens, svarende til en besparelse på 10 procent per årti.
d) Øget monitorering af vandstand og -gennemstrømning i søer og vandløb.
e) Kommunens beredskabsplaner revideres løbende, således der er handleplaner for udsatte borgere og kritisk infrastruktur mv. under ekstreme vejrforhold.
f) Nye fokusområder ift. erhvervsservice og vejledning til erhvervslivet, således de bliver rustet til fremtidens udfordringer og kan bidrage til bedre udnyttelse af ressourcer og mindre udledning af spildevand. g) Borgerrettede oplysningskampagner om adfærd under ekstreme vejrforhold.
(Kilde: Klimahandleplan Varde Kommune)
Ifølge udvalgsformanden spiller DIN Forsyning også en vigtig rolle i arbejdet med klimasikringen. De arbejder for kommunen med at reducere udledning fra renseanlæg og det samlede kloaksystem i 2030 med 80 procent i forhold til 2016. Til det formål er der afsat omkring 80 millioner kroner årligt, fortæller Preben Friis-Hauge.
Hvad er en faskine?
En faskine er et hulrum i jorden, som regnvandet fra taget og indkørslen/terrassen ledes hen. Hulrummet kan være fuldt med sten eller en færdigstøbt plastkasse. Når vandet kommer ind i faskinen, vil det med tiden synke stille og roligt ned i jorden.
Faskiner understøtter derfor vores ønske om, at regnvandet nedsiver der, hvor det falder. Det er nemlig et vigtigt element i vandet kredsløb – uden nedsivning bliver vores grundvandsdepoter ikke fyldt op – og så kan vi ikke hente det som drikkevand om mange år.
Desuden sørger en faskine for, at regnvandet ikke kommer i kloakken.
(Kilde: Din Forsyning)
Alligevel skal borgerne regne med, at der vil opstå situationer som tirsdag, hvor skybrud laver oversvømmelser i både private og offentlige bygninger.
- Vi kan ikke sikre alle mod det lige nu. Men vi arbejder hele tiden på at kunne lede den megen vand væk fra udsatte områder, men det tager som sagt tid, siger han og fortsætter:
- Hvis man vil sikre sig som almindelig borger, kan man overveje at lave den separering af kloakvand og regnvand på sin grund, der skal alligevel laves på et tidspunkt - og her kunne man også overveje at lave faskiner på ens grund. Det vil med stor sandsynlighed kunne hjælpe nogle til at slippe for oversvømmelser i de her ekstreme situationer, foreslår Preben Friis-Hauge.