Over 100 piger kan være en del af sag om sexafpresning
22-årig fra Varde-området er sigtet i sag om sexafpresning af op mod 100 piger, oplyser politiet.
Over 100 piger kan være en del af en stor sag om sexafpresning, som Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket efterforsker.
I sagen er en 22-årig mand fra Varde-området sigtet for blufærdighedskrænkelser, voldtægt og anden kønslig omgang end samleje mod et stort antal teenagepiger.
- Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvor mange piger han har forulempet, men vi kan sagtens komme over den anden side af 100, før vi er færdige med efterforskningen, siger Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.
De forurettede teenagepiger er mellem 12 og 18 år og er fra hele landet.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden april.
Kontakt på sociale medier
Syd- og Sønderjyllands Politi har siden sidste år efterforsket den omfattende sag om digitale sexkrænkelser, voldtægt og andre seksuelle overgreb.
Den 22-årige mand har ifølge et grundlovsforhør i april kontaktet pigerne gennem de sociale medier Snapchat og Yubo, skriver DR.
Herigennem har han truet pigerne til at udføre seksuelle ydelser på video eller foto mod at offentliggøre seksuelt eksplicitte billeder af dem.
Hvad betyder grooming?
- "Grooming" betyder på engelsk, at man plejer noget, for eksempel sit hår eller et dyrs pels.
- Begrebet bliver anvendt som betegnelse for tilfælde, hvor en voksen person igennem strategisk manipulation opbygger et tillidsforhold til en mindreårig på internettet.
- Formålet med at opbygge dette tillidsforhold er at begå seksuelle overgreb eller at lokke den mindreårige til at sende nøgenbilleder af sig selv. Det sker typisk via internettet eller over mobilen.
- Politiet opfordrer til at anmelde grooming, hvis man ved eller har mistanke om, at det sker. Man kan både anmelde på vegne af sig selv og andre.
(Kilder: politi.dk, Børns Vilkår)
Retssag for lukkede døre
Politiet er sparsom med oplysninger om sagens indhold, da retsmøderne i sagen indtil videre alle har været holdt for lukkede døre.
Det betyder, at offentligheden ikke har haft mulighed for at høre, hvilke beviser politiet og anklagemyndigheden bygger deres mistanke på, og hvad den sigtede på den anden side har forklaret.
I foråret oplyste politiet, at manden dengang delvist erkendte sin skyld.
Fængslingen er blevet opretholdt af hensyn til efterforskningen. Herunder med det formål at undgå, at den unge mand påvirker vidner i sagen.
Syd- og Sønderjyllands Politi kan endnu ikke sige, hvornår efterforskningen ventes afsluttet. Der forestår stadig et stort efterforskningsarbejde, lyder det.
- Efterforskningen begyndte i slutningen af 2018, og vi skal hen på den anden side af sommerferien 2020 før vi kan afslutte den, siger Jeppe Kjærgaard til TV SYD.
33-årig fra Esbjerg sigtet
I en anden sag fra Esbjerg frygtes flere hundrede børn og unge at have været udsat for seksuelle overgreb og såkaldt grooming begået af en 33-årig mand fra Esbjerg-området.
Manden er sigtet for at have blufærdighedskrænket og udsat drenge under 15 år for anden seksuel omgang end samleje.