Offer blev til gerningsmand, og nu falder hammeren
En hundelufter fra Ansager er tiltalt for at lave en falsk anmeldelse til politiet om, at tre drenge skulle have skudt hans hund, da han gik tur om Kvie Sø. Anklager går nu efter en fængselsstraf til hundelufteren.
En 38-årig mand er tiltalt for falsk anmeldelse af skudepisode til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Manden anmeldte en skudepisode ved Kvie Sø den 28. august i 2023.
Her skulle han og hans kæreste angiveligt være blevet beskudt af tre drenge i 12 - 13-årsalderen iført grønne t-shirts. Skuddene skulle have ramt den 38-åriges hund, som blev dødeligt såret.
Nu skal manden, der indgav anmeldelsen, retsforfølges.
- Vi vurderer, der er grundlag for at anklage manden for at indgive falsk anmeldelse. Det er vores opfattelse, at de tre drenge ikke eksisterer, og at hunden ikke blev skud på stedet, siger anklagerfuldmægtig ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Niklas Sindberg, til TV SYD.
Da politiet modtog anmeldelsen, tog de sagen meget alvorlig og indledte en intensiv efterforskning.
Straffelovens §165
§ 165. Den, der til offentlig myndighed anmelder en strafbar handling, der ikke er begået, såvel som den, der til sådan myndighed indgiver falske klagemål, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Strafbart at opfinde forbrydelser
- Det er klart, at når der bliver indgivet en anmeldelse om skud på et offentligt sted, hvor der færders en del mennesker, og at en hund dør efterfølgende, så går politiet i aktion for at finde gerningsmændene. Det er både potentielt meget farligt, og det skaber stor utryghed i lokalbefolkningen, når sådan noget sket, siger Niklas Sindberg.
Den 38-årige er nu tiltalt efter straffelovens paragraf 165, der kan give alt fra bødestraf til en fængselsstraf på op til seks måneder.
Anklager Niklas Sindberg går efter, at få den 38-årige mand idømt en frihedsstraf.
- Grunden til, vi går efter frihedsstraf og ikke en bøde, er, at det er en meget alvorlig sag, som politiet har brugt mange ressourcer på at opklare. Ressourcer, som de kunne have brugt på andre alvorlige forbrydelser, og det ser man med stor alvor på. Desuden har sagen skabt stor utryghed i lokalsamfundet. Det er ikke i orden, lyder det fra anklageren.
Den 38-årige erklærer sig ifølge Niklas Sindberg uskyldig.
- Han forstår ikke anklagen og har erklæret sig uskyldig.
Den 38-åriges hund døde efter at være blevet såret af et skud. Det har dyrlægen, der tilså hunden, bekræftet. Hunden var blevet ramt i bagparten, og blev aflivet, da den var hårdt såret.
Efterfølgende blev der fundet et projektil i hunden, som politiet fik i forbindelse med efterforskningsarbejdet.
Tip os
Har du oplevet noget i forbindelse med emnet, som du gerne vil dele?
Så hører TV SYD gerne fra dig. Skriv til os på tvsyd@tvsyd.dk
Det er helt uforpligtende, og vi behandler dit tip fortroligt.
Husk at tilføje dit navn og telefonnummer, så vi kan komme i kontakt med dig.
Der er endnu ikke afsat en dato for, hvornår sagen skal for retten.
- Det er en sag med høj prioritet, og vi vil gerne have afsluttet hurtigst muligt, så jeg håber, der ikke går lang tid, før den kan komme for retten, lyder det fra anklager Niklas Sindberg.