Firma anklaget for børnearbejde med asbest hyrer kendt topadvokat
Børn har udført ulovligt asbestarbejde for virksomhed i en sag, som minister har betegnet som "fuldstændig grotesk".
Topadvokaten Erbil Kaya skal forsvare en virksomhed, der i disse dage er centrum for en alvorlig sag.
Det oplyser Erbil Kaya til TV 2.
Sagen omhandler flere børn, der ifølge Odsherred Kommune har udført ulovligt arbejde med asbest uden værnemidler for virksomheden.
I den forbindelse har virksomheden fået 14 strakspåbud fra Arbejdstilsynet.
Der er tale om enkeltmandsvirksomheden LM Multiservices, beliggende på Vestsjælland, der ifølge det Centrale Virksomhedsregister (CVR) er ejet af Luini Joe Mammen.
- Jeg er blevet kontaktet af ham og er nu indtrådt som advokat for ham og firmaet, lyder det i et skriftligt svar fra Erbil Kaya.
Erbil Kaya fortæller, at han er blevet oplyst, at der i sagen foreligger en sigtelse.
TV 2 forsøger at få bekræftet sigtelsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Kendt fra store sager
Det er ikke første gang, Erbil Kaya skal være forsvarer i en sag, der har fanget mediernes interesse.
Topadvokaten har tidligere været forsvarer for terrordømte Ahmed Samsam.
Dog valgte Ahmed Samsam at fyre Erbil Kaya som advokat forud for, at sagen skulle tages op af Højesteret.
Sidste år blev topadvokaten ligeledes hyret af Elvira Pitzners ekskæreste Milad Saadati som led i sagen, hvor Elvira Pitzner blev fængslet i Dubai efter at være blevet anholdt for utroskab.
Det er dog ikke offentligt kendt, præcis hvad Erbil Kaya skulle lave for Milad Saadati.
- Men det drejer sig om de penge, som de (Pitzner-familien, red.) skylder mig, sagde Milad Saadati selv i december.
Seks børn involveret i sagen
I den nye sag er der ifølge Odsherred Kommune tale om seks unge i alderen mellem 12 og 16 år, der har arbejdet for virksomheden LM Multiservices, som er anklaget for ulovligt børnearbejde med asbest.
Det fortæller Odsherreds borgmester, Karina Vincentz, i et interview med TV 2.
Ifølge borgmesteren har mindst tre af de seks børn arbejdet med det sundhedsskadelige materiale asbest.
- Vi ved ikke, hvad de tre andre har lavet for virksomheden, men vi ved, at de har arbejdet der, lyder det fra borgmesteren.
Ifølge borgmesterens oplysninger er de unge 12 til 16-årige blevet betalt med kontanter og elektronik. De har desuden udført arbejde om natten, fortæller hun.
- Det er stærkt forkasteligt og tangerer virkelig til udnyttelse af børn og unge, og det kan man kun tage kraftigt afstand fra, lyder det fra Karina Vincentz.
"Fuldstændig grotesk"
De 14 strakspåbud til LM Multiservices blev udløst af, at Arbejdstilsynets var på besøg på en landejendom i Sønderborg Kommune 18., 19. og 20. september.
Beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S), har beskrevet sagen som "fuldstændig grotesk på så mange parametre".
Disse forhold har virksomheden fået påbud for
Der henlå synlige rester af asbest på byggepladsen.
Der blev ikke anvendt personlige værnemidler af nogen art.
Der var ikke adgang til bad og omklædning.
Der var fri adgang til området, hvor der var udført arbejde med asbest.
Der var ikke opsat skiltning med teksten: "PAS PÅ! ASBESTARBEJDE. Ingen adgang for uvedkommende".
Der lå rester af asbest rundt omkring bygningen.
Nedtaget plader henlå på paller uden emballage.
Affaldet var ikke mærket med asbest.
Arbejdet med støvende nedtagning af asbestholdigt tageternit var stadig ikke anmeldt til Arbejdstilsynet, selvom dette var blevet påbudt under tilsynets besøg.
Der var ikke udarbejdet en skriftlig arbejdsplan.
De ansatte arbejdede med nedtagning af asbestholdigt tageternit uden at være beskyttet mod risikoen for asbeststøv.
Ansatte arbejdede på taget uden, at der var opsat kollektive sikkerhedsforanstaltninger imod nedstyrtning.
To unge på henholdsvis 14 år og 15 år arbejdede med nedtagning og indpakning af asbesttagplader. De var med på opgaven i forbindelse med skolepraktik.
De to unge stod uden opsyn af ledelsen og arbejdede med asbestholdigt eternit ved Arbejdstilsynets ankomst.
Arbejdstilsynet vurderer, at virksomhedens viden omkring emnet asbest er mangelfuldt.
Virksomheden har adresse i Hørve, hvilket er cirka en halv times kørsel fra Kalundborg. Den blev stiftet 30. april under branchekoden landskabspleje.
Branchekoden blev 1. september skiftet til 'autoreparationsværksteder med videre'. Det er uklart, hvordan det hænger sammen med at arbejde med asbest.
Både politiet, Skattestyrelsen, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Odsherred Kommune og Sønderborg Kommune er blevet inddraget i sagen.
Ingen værnemidler
I Arbejdstilsynets besøgsrapport fra september står der, at der har ligget synlige rester af asbest omkring bygningen på landejendommen i Sønderborg Kommune.
Dertil står der, at der ikke er blevet anvendt personlige værnemidler af nogen art i forbindelse med nedtagningen af et 550 kvadratmeter stort asbestholdigt eternittag.
Der er ifølge Arbejdstilsynet hvert år danskere, der bliver alvorligt syge og dør, fordi de mange år tidligere har indåndet asbeststøv.
Det er særligt i køkkenet, badeværelset, tag, gulv, loft og kælder i boliger fra før 1990, hvor asbest blev forbudt, at man kan finde materialet.