Mangel på dagplejere presser både småbørnsforældre og dagplejere
- Vi får stort set ikke nogen reelle ansøgere til dagplejestillingerne, siger Varde Kommunes dagplejeleder, Marianne Lomholt Sørensen.
Hun ville ellers meget gerne modtage nogen, for kommunen mangler dagplejere. I hvert fald otte. Både i Varde by og i landsbyerne Starup/Tofterup, Agerbæk, Årre/Fåborg, Sig og Næsbjerg.
I 2014 havde kommunen ansat 175 dagplejere. Nu har de kun 150. Og en stor del af disse er "oppe i årene" og går formentlig på pension indenfor nogle få år.
Nu forsøger Varde kommune at få flere dagplejere ved et Åbent Hus-arrangement. Der er også produceret en informationsfilm, som er lagt ud på de sociale medier.
Manglen på dagplejere presser forældrene, der må finde en dagplejer i en anden landsby. Men den presser også de ansatte dagplejere, som må løfte en større opgave.
- Vi må oftere bede dem om at tage fem børn i stedet for de fire, som de ellers har været vant til, siger den kommunale dagplejeleder, Marianne Lomholt Sørensen.
Antallet af dagplejere er kraftigt på retur i hele Danmark.