Flere tusinde danskere har købt skov nord for Varde
Den Danske Naturfond har med hjælp fra 18.315 danskere købt et 50 hektar stort skovområde mellem Varde og Grindsted.
Det skriver Den Danske Naturfond i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at skovområdet ved Kraruplund nu skal have ro, så planter og dyr kan leve frit.
I samarbejde med Varde Kommune vil Naturfonden nu få biodiversiteten til at blomstre i skoven.
Blandt de mere end 18.000 danskere, der har doneret penge eller købt et skovbevis hos Naturfonden, er Anna Maren Fateyev fra Esbjerg.
- Jeg har købt skovbeviset som mandelgave. Jeg synes, at deres tegning af en hasselmus på skovbeviset var så smuk, siger hun.
Anna Maren Fatejev er halvt dansk og halvt amerikaner. Hun kommer fra den storslåede natur i det nordøstlige hjørne af USA og kan godt savne det. Hun understreger, at den vestjyske natur også er smuk. Dog synes hun, der er meget lidt vild natur i Danmark i det hele taget.
Skoven ved Kraruplund er det 19. naturområde som Naturfonden opkøber i Danmark. Den er en af de få skove i området med oprindelig løvskov.
Preben Friis-Hauge (V) fra udvalget Plan og Teknik i Varde Kommuner ser frem til samarbejdet med Naturfonden og oplyser, at alle kan få mulighed for at opleve skoven.
- Med dette tiltag styrker vi plante- og dyrelivet og sikrer samtidig, at alle interesserede kan komme helt tæt på et flot naturområde, siger han.