Halli, halli, hallo - vi vinder i Mexico.

Sådan lød tonerne til Johnny Reimars VM-sang til herrelandsholdet i 1986.

Sepp Pionteks udvalgte vandt dog ikke.

Det gjorde de danske kvinder derimod 15 år tidligere, da kvinderne blev verdensmestre foran mere end 110.000 tilskuere i finalen mod værtsnationen i Mexico City.

Fodbold var indtil da set som en mandesport. Men det skulle de 16 bedste kvinder lave om på - blandt andre en bankassistent fra Billum ved navn Asta Vig. 

Omringet af drenge

Asta Vig er i dag 74 år og bor i Nordenskov tæt på Varde.

Fodboldstøvlerne er for længst sat på hylden. Det blev de kort tid efter, hun kunne kalde sig verdensmester i verdens største sportsgren.

Hun var eneste pige i en søskendeflok på fem, da hun blev født i den lille by Horne.

Brødrene spillede fodbold, mens Asta gik til gymnastik og håndbold. Dengang var der ingen andre muligheder for hende at dyrke idræt. 

Hendes talent var ikke til at tage fejl af, da hun på håndboldbanen spillede i landets bedste række for Varde IF.

Men selvom niveauet var højere end de flestes, ville hun alligevel prøve kræfter med fodbolden, da det blev muligt i de tidlige voksenår.

Bankmanden fra Varde

I slutningen af 1960´erne arrangerede virksomheder kampe mod hinanden i indendørs fodbold, hvor kvinder måtte deltage.

- Det var sjovt at prøve noget andet. Nu havde jeg gået til gymnastik og håndbold i mange år, så det var spændende at se, hvad det kunne blive til, siger hun.

Asta Vig blev kort tid før uddannet bankmand og arbejdede flere år i Varde Bank.

Udover kampene med banken spillede hun også i Billum IF, som var en af få klubber, der havde et kvindehold på det tidspunkt.

Asta var ikke den bedste tekniker på en fodboldbane. Hun havde svært med at drible uden om modstanderen. Hun kunne til gengæld løbe hurtigere end de andre og var god til at heade bolden væk eller i mål.

Og hvor hun ikke var god til at drible forbi, var hun i stedet en god bolderobrer, når hun plukkede bolden fra modstanderne med glidende tacklinger.

Humørsprederen

Selvom talentet med fødderne ikke var nær så højt som med hænderne, gav hendes egenskaber alligevel hende en plads på VM-holdet på det første kvindelige danske landshold.

Udover hurtighed, hovedstød og tacklinger var hun også en humørspreder.

Og det gode humør skulle bevares en sommeraften i Vanløse Idrætspark i København.

Her sad Asta Vig på tribunen sammen med aspiranterne til kvindelandsholdet, der skulle repræsentere de danske farver til det uofficielle VM i 1971 i Mexico.

Holdet blev sat af repræsentanter fra Dansk Kvinde Fodbold Union (DKFU), da kvinder ikke var velkomne hos på det tidspunkt herrernes forening, Dansk Boldspil Union (DBU).

Navnene på de seksten spillere blev råbt op én efter én.

Ripenserne Birte Kjems og den nu afdøde Annette Frederiksen blev udtaget, mens Asta Vig Sørensen også kom med.

De tre syd- og sønderjyder var stolte over udtagelsen, men havde svært ved at udtrykke den. Af respekt for de ikke-udtagne spillere forblev de tavse.

Ikke desto mindre kunne hun nu glæde sig til at spille på store stadioner på den anden side af jordkloden. Noget hun aldrig troede var muligt.

Snød med fodboldstøvlerne

Verdensmesterskabet i 1971 var godt nok uofficielt, men turneringen var alligevel velbesøgt af mange fans fra hovedsageligt Mexico.

Asta Vig var under forberedelserne gået fra en udset plads på udskiftningsbænken til en plads i startopstillingen som venstreback, da hun i en træningskamp mod Sverige viste sit værd.

Inden holdet drog afsted, vidste hun ikke, hvad der ventede på den anden siden af den timelange flyvetur, der bød på mellemlandinger i Paris, Madrid og Miami.

Selve flyveturen var noget af det, som var mest spændende til at begynde med, da hun kun havde prøvet at flyve en gang tidligere.

De fik ikke en krone for at deltage. Asta skulle bruge sin ferie fra arbejdet i banken på at komme med på turen til Mellemamerika.

Derfor glædede hun sig over de ting, de fik undervejs. Puma sponserede deres trænings- og kamptøj samt et par sorte fodboldstøvler.

Asta kunne ikke passe støvlerne fra Puma. I stedet spillede hun med sine egne gamle støvler fra Adidas, selvom hun ikke måtte. For ikke at blive opdaget skar hun det hvide adidas-logo af med en kniv.

Dermed var Asta fra lille Horne med lidt over 400 indbyggere klar til at spille for mange tusinder af mennesker.

Guld og berømmelse

Inden VM begyndte drømte de danske kvinder om guld, men de regnede ikke med det.

Danmark var gået ubesejret gennem turneingen, hvor de vandt alle kampe på nær en gruppekamp mod Italien. Kampen endte 1-1, og Asta Vig Sørensen tog italienernes mål på sin kappe. Et mål hun stadig i momenter kan have dårlig samvittighed over i dag fem årtier senere.

Og inden finalen trådte en spændt Asta Vig ind på det enorme stadion.

- At komme ind på banen, hvor der var mennesker overalt, var overvældende. Men da kampen gik i gang, var det ligesom alle andre kampe, fortæller Asta om at stå i en VM-finale, som de fleste drenge og piger drømmer om at prøve.

En drøm blev til virkelighed, da de på et udsolgt Estadio Azteca med 112.000 tilskuere slog værtsnationen Mexico med 3-0.

Efter en måneds tid i Mexico skulle de danske guldkvinder hjem til modtagelse og hyldest i Danmark.

Med guldmedaljer om halsen og sombreros på hovedet landede de i Københavns Lufthavn, hvor den danske presse var mødt op.

Herefter gik turen videre til Rådhuspladsen i landets hovedstad, og til sidst skulle hver spiller hjem til deres fødebyer.

Asta Vig var sjældent i rampelyset, og derfor var det også en betydeligt anderledes tilværelse, der mødte hende, da hun kom hjem til Vestjylland.

Hun blev hyldet på Varde Rådhus og var efterfølgende en person, folk kiggede på.

- Jeg var stolt over at være en del af landsholdet, men jeg vidste ikke, hvad det indebar. Lige pludselig var jeg en kendt person på gaden, hvor jeg før bare var Asta fra Varde Bank.

På trods af succesen på fodboldbanen sluttede karrieren kort tid efter triumfen for Asta Vig, som efterfølgende vendte tilbage til gymnastikken. 

Her var hun i fire år en del af Ribe Amts Repræsentationshold.