Valbjørn vinker farvel efter fire år: Frank Jensen rykker snart ind
Om få dage overtager Frank Jensen fra Radikale Venstre borgmesterstolen på Fanø fra Sofie Valbjørn fra Alternativet. Den afgående borgmester savner ambitioner på den lille ø.
Inden længe er det slut for Alternativets Sofie Valbjørn på rådhuset på Fanø.
Efter én periode som øverst politisk ansvarlig i Fanø Kommune lægger hun til nytår borgmesterkæden tilbage i skuffen. Det er hendes helt eget valg at stoppe som borgmester, men hun kigger tilbage på fire hæsblæsende år.
- Det har været utroligt spændende, lærerigt og meningsfuldt - og også til tider svært og udfordrende på alle mulige måder, siger Sofie Valbjørn med få dage til borgmesterafskeden.
Ind ad døren til borgmesterkontoret kommer i stedet den, på trods af navnet, politisk uerfarne Frank Jensen.
Efter mere end ti år i København vendte han sidste år hjem til fødeøen med sin familie, og nu kan han snart sætte sig for enden af bordet - både i spisestuen og på rådhuset.
- Jeg elsker Fanø af hele mit hjerte. Jeg synes, det har været et fantastisk sted at vokse op - og også nu at komme tilbage til med min familie. Hvis jeg kan være med til at forme, hvordan Fanø skal se ud i fremtiden, så synes jeg, det kunne være rigtigt spændende, siger Frank Jensen (Radikale).
Det uforløste potentiale
Sofie Valbjørn har kun været i lokalpolitik i de fire år, som hun har siddet som borgmester på Fanø, men interessen for samfundet og ikke mindst de lokale forhold har altid interesseret den nu afgående borgmester.
Det har været utroligt spændende, lærerigt og meningsfuldt - og også til tider svært.
Sofie Valbjørn, afgående borgmester, Fanø Kommune, Alternativet
- Jeg vil sige, jeg har altid været samfundsmæssigt engageret og har også en uddannelsesmæssig baggrund ind i, hvordan det er, vi skaber samfund og samfundsmæssig udvikling, siger Sofie Valbjørn med henvisning til sine to uddannelser - en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet samt en kandidatgrad i socialvidenskab fra RUC.
Det partipolitiske kom dog først, da hun for ni år siden vendte hjem til Fanø efter at have boet på Sjælland i nogle år.
- Jeg har ikke været partipolitisk aktiv, før jeg flyttede tilbage til Fanø. Jeg er vokset op på Fanø, så har jeg været væk en årrække, og da jeg kom tilbage hertil i 2013, var det lidt ligesom, at man ser tingene med friske øjne, og jeg tænkte: "Øj, der er bare et kæmpe uforløst potentiale herovre, som man slet ikke har blik for, fordi man bare bor i det og lever i det", siger hun.
Borgmester efter stort drama
Det fik Sofie Valbjørn til at stille op til kommunalvalget i 2017 for partiet Alternativet, hvor Valbjørn ikke bare kom ind i byrådet - hun endte faktisk med at blive borgmester.
Det var dog ikke det, der lå i kortene, da konstitueringsforhandlingerne skulle til at gå i gang.
Efter valget stod det i første omgang fast, at Fanø Lokalliste, SF, Det Konservative Folkeparti og Alternativet var gået sammen i en mandatmæssig smal konstituering, der sammen pegede på Kristine Kaas Krog fra Fanø Lokalliste.
Alternativet og Sofie Valbjørn ville dog have en bredere funderet konstituering.
Det kunne man ikke finde en løsning på, og pludselig var det Sofie Valbjørn, der endte med at kunne kalde sig borgmester i slutningen af 2017, da Venstre med tidligere borgmester Erik Nørreby i spidsen samt Miljølisten pegede på hende.
- For det første kunne jeg ikke se, hvordan vi politisk skulle kunne blive enige om en konstituering, som gav mening fra mit perspektiv. Jeg var gået til valg på Kristine Kaas Krog som borgmester, og det var jo fordi, at jeg ikke syntes, at den måde, Venstre drev Fanø kommune, var den rigtige måde, sagde Sofie Valbjørn dengang til TV SYD.
Alligevel nåede de til enighed, og 1. januar 2018 kunne hun kalde sig borgmester på Fanø.
Ny borgmester med erfaring - bare ikke fra politik
Helt så meget drama var der ikke efter det seneste kommunalvalg.
Efter konstitueringsforhandlingerne kunne den politisk uerfarne Frank Jensen (Radikale) kalde sig borgmester. Med 28,9 procent af stemmerne var Radikale det største parti efter valget, og Frank Jensen var den kandidat med flest stemmer - 378 af slagsen for at være helt præcis.
Frank Jensen har - som da Sofie Valbjørn i sin tid trådte til som borgmester - ikke den store politiske erfaring.
Frank Jensen er uddannet skolelærer og økonom. Sidstnævnte uddannelse er også den, han har i spil på sit nuværende arbejde som økonomisk konsulent i Sikkerhedsstyrelsen, og når han sætter sig i Fanøs fineste stol, så er det med stort fokus på det samme. Økonomien skal være i orden på Fanø.
- Jeg er selvfølgelig meget optaget af, at Fanø skal have en stærk økonomi også i fremtiden, fordi det er det, der er fundamentet for de ting, vi gerne vil, siger Frank Jensen (Radikale).
Og nogle af de ting som Fanø gerne vil, hvis det står til den kommende borgmester, er, at den lille ø skal være endnu grønnere i fremtiden.
- Vi kommer til at sætte endnu mere skub i den grønne dagsorden, end der har været i de seneste år. Vi er glade for det, der er sket, men vi kommer også til at sætte foden lidt hurtigere ned på speederen, siger han.
En majestætisk oplevelse
En del af de fire år, hvor Sofie Valbjørn har været borgmester, har været præget af corona, aflysninger, udsættelser og regler. Som det har været i resten af landet.
Da landet åbnede igen i sommeren, betød det også, at Hendes Majestæt Dronningen kunne komme til Fanø.
Som borgmester var det naturligvis Sofie Valbjørn, der skulle tage imod, og hun husker det som noget af en oplevelse.
- Det var en rigtig, rigtig god dag. Vi havde også brugt mange, mange kræfter på at forberede det, og jeg vil sige, vi var meget spændt på, hvordan det ville blive. Jeg var meget spændt på, hvordan hun ville være i forhold til, at jeg ligesom skulle være sammen med hende og ved hendes side hele dagen, og det var bare en utrolig god oplevelse, siger Sofie Valbjørn.
Det var en sympatisk majestæt, der kiggede forbi Fanø, husker hun.
- Det er dagligdag for hende, så hun var jo rigtigt god til at gøre det til en god oplevelse for alle dem, der mødte hende og de steder, hvor hun kom på besøg, men også for mig. Det var faktisk meget nemt at være sammen med hende, siger den afgående borgmester.
Familien er med
Når Sofie Valbjørn overdrager borgmesterkæden til Frank Jensen, så overdrager hun også en arbejdsdag med en godt pakket kalender. Men den udfordring er Frank Jensen helt klar på. Familien er nemlig med på sidelinjen som heppekor.
- Opbakningen er heldigvis kæmpestor. Min kone bakker mig op, og mine børn synes, det er ret sejt at have en far, der lige om lidt bliver borgmester. Resten af min familie bor også på Fanø, og de bakker mig også fuldt ud op, siger Frank Jensen, der har haft sidste arbejdsdag på Sikkerhedsstyrelsen i Esbjerg, hvor han har arbejdet i godt et år.
Jeg er selvfølgelig meget optaget af, at Fanø skal have en stærk økonomi også i fremtiden.
Frank Jensen, kommende borgmester, Fanø Kommune, Radikale
Holder døren på klem
Mens Frank Jensen altså skifter et arbejdssted i Esbjerg ud med rådhuset på Fanø, så tager Sofie Valbjørn turen den anden vej. Hun er nemlig blevet ansat som projektchef i boligsocialprojektet 3-i-1 i det østlige Esbjerg.
- Man kan sige, at nogle gange så tænker jeg, at selvom det umiddelbart er noget helt andet, end det at være borgmester, så er der faktisk også nogle paralleller, for det handler også om at skabe gode rammer og udvikling for nogle borgere i et lokalområde, siger hun.
Et farvel til fødeøen bliver det dog ikke. Sofie Valbjørn bliver nemlig boende med sin familie, og en fremtid i kommunalpolitik på Fanø er heller ikke udelukket, selvom hun for nu siger farvel til rådhuset i Nordby.
- Jeg vil ikke udelukke, at jeg vender tilbage - også til lokalpolitik på Fanø. Jeg vil blive ved med at følge det tæt. Det kan jeg nok slet ikke lade være med, tror jeg, og det kan også godt være, hvis jeg mærker, at Fanø i højere grad er klar til nogle af de ting, som jeg tænker er vejen frem, så kan det godt være, jeg kommer på banen igen, slutter hun.