Niårige mistede sin familie i et missilangreb, nu er han i Danmark

Foto: TV 2
Af Ann-Sofie Bauerfeind & Emilie Maja Jeppesen
Udgivet
I samarbejde med TV 2 Nyheder

Det var muligvis en betonvæg, der reddede hans liv, fortæller hans familie i Danmark.

7. december 2023 ramte en katastrofe Line Skøtt og Hussein Shaheens familie.

Klokken 6 om morgenen, mens Hussein Shaheens bror, svigerinde og børn lå og sov i deres rækkehus i Gaza, ramte et luftangreb ejendommen, de boede i.

Et missil fløj ind i deres soveværelse.

Den eneste, der overlevede, var Hussein Shaheens nevø, niårige Mohammed.

- Det er sådan en frygtelig oplevelse, han har været igennem, fortæller Line Skøtt, der er kone til Hussein Shaheen, i ’Go’ morgen Danmark’.

Politiken har gennem de seneste måneder fulgt familiens kamp for at få Mohammed til Aabenraa, og nu er det lykkedes.

På billedet ses Mohammed til venstre, Amira i midten og Adam til højre. Foto: Privatfotos

I dag har Hussein Shaheen fået forældremyndigheden, og for 22 dage siden blev han og Mohammed modtaget i Billund Lufthavn.

Den niårige dreng bor nu sammen med sin danske familie på tredje uge, og det går overraskende godt.

- Vi er simpelthen så overraskede over den her seje lille gut, der er kommet til Danmark. Han har det virkelig godt. Det er en rigtig glad dreng, vi har fået hjem, siger Line Skøtt.

Jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde

Hussein Shaheen, lagermedarbejder

En betonvæg reddede hans liv

Hussein Shaheen fik besked om tragedien 7. december klokken 21 om aftenen.

Han havde på fornemmelsen, at noget var galt, da han ikke kunne komme i kontakt med sin familie den dag.

Og da han tjekkede et opslag på Facebook, fandt han ud af, at hans bror og familien var omkommet under et angreb.

- Jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde, fortæller Hussein Shaheen.

Hvordan Mohammad overlevede det missil, som eksploderede i deres soveværelse, kan de kun gætte på.

Muligvis kan en betonvæg, som væltede ned over ham, være det, der reddede hans liv, fortæller Line Skøtt:

- Han har ligget der i nogle timer, inden de har fået gravet alle de her murbrokker og alt sådan noget fra. Og ved siden af har han set resten af sin familie, som var døde på stedet.

Det var der, Hussein Shaheen besluttede sig for at få Mohammed til Danmark.

Det er et øjeblik, som jeg aldrig vil glemme, og det vil han heller ikke

Hussein Shaheen

Skulle opereres for splinter i øjet

Hussein Shaheen og Line Skøtt har arbejdet hårdt på at få Mohammed til Danmark.

Og Hussein Shaheen vil aldrig glemme det øjeblik, hvor han mødte sin nevø efter angrebet.

Mohammed var blevet fløjet fra Gaza til Tyrkiet, fordi han skulle have en operation på grund af splinter i øjet.

- Jeg græd og krammede ham. Det er et øjeblik, som jeg aldrig vil glemme, og det vil han heller ikke, fortæller Hussein Shaheen.

Her møder Hussein Shaheen sin nevø Mohammed i Tyrkiet for første gang siden angrebet. Foto: Privatfotos

Hussein Shaheen og Line Skøtt har aldrig været i tvivl om, at Mohammed skulle bo hos dem sammen med deres to børn, Amira på fem år og Adam på fire år.

Forventningsglæden var derfor stor fra både børn og voksne, da familien hentede ham i lufthavnen.

- Flyet var forsinket, kan jeg huske, i en halv time, og det er jo lang tid, når man er fire år gammel, og man bare gerne vil have Mohammed hjem nu, siger Line Skøtt.

Efter et tre måneder langt ophold på et hospital i Tyrkiet kunne Mohammed 15. maj lande på dansk jord. For at komme til Danmark fløj han først fra Palæstina til Egypten – videre til Tyrkiet og til slut til Danmark. Foto: TV 2

Mohammed har det godt

Mohammed er allerede faldet godt på plads i familien og har fået opholdstilladelse i Danmark.

Og legen med Amira og Adam kører derudaf. De opfører sig nærmest som søskende, lyder det.

- De er virkelig glade for ham, og de driller også hinanden, siger Line Skøtt.

Og både Line Skøtt og Hussein Shaheen er sikre på, at Mohammed kommer til at klare sig godt i Danmark.

Siden Mohammed er kommet til Danmark, har familien hjulpet til, og Hussein Shaheen har mødt stor forståelse fra sit arbejde, fortæller han. På billedet ses familien i Tivoli. Foto: Privatfoto Foto: Privatfotos

For han er en meget nysgerrig dreng, der stiller mange spørgsmål – også om det der er svært.

- Den anden aften, da de skulle lægge sig i sengen, siger han til os, at han savner sine små søskende rigtig meget. Og så var vi jo bare nødt til at sige, at det er okay at savne, fortæller Line Skøtt.

Fredag har de et møde med en modtageklasse, så Mohammed kan starte i skole.

Og så er han allerede i gang med at lære dansk.

- Han er en utrolig klog lille dreng, så jeg tænker, at det kommer til at gå rigtig stærkt, afslutter Line Skøtt.

Danskerne er vilde med det simple og frie campingliv

Udgivet

Camping er danskernes foretrukne ferieform. Det er det også for ægteparret Lona og Benny Frøsig, der har camperet i 37 år.

Selvom vejret kan så tvivl, så er sommeren i fuld gang.

I disse dage vælter den ene campist efter den anden ind på Ribe Camping med campingvogn, autocamper eller til en hytte på pladsen.

For seks år siden tjekkede Lona Frøsig og hendes mand Benny også deres campingvogn ind på pladsen. Der har den stået siden. De har camperet i 37 år på forskellige danske campingpladser, men er nu fastliggere på Ribe Camping.

- Vi elsker friheden ved campinglivet, og at vi er omgivet af andre mennesker. Der er ingenting, vi skal ordne, ingen hæk vi skal klippe eller hus, vi skal male, som hvis vi havde haft et sommerhus, fortæller 67-årige Lona Frøsig, der er pensionist.

Lona Frøsig og manden Benny bor tæt på deres campingvogn. Manden var hjemme et smut, mens TV SYD var forbi.

Hun og manden bor i Vejrup kun 24 kilometer fra deres campingvogn. Det gør det nemt for dem at komme og gå som det passer dem året rundt.

- Her slapper vi af. Derhjemme har man altid gang i noget. Vi kan godt finde på at tage en charterrejse uden for højsæsonen, men jeg vil helst være her i vores campingvogn, siger Lona Frøsig.

En populær ferieform

Lona Frøsig er langt fra den eneste, der har det sådan.

Ifølge Dansk Erhverv holder knap tre ud af fire danskere hele eller en del af deres sommerferie i Danmark, og camping er en af danskernes favorit måder at holde ferie på herhjemme.

- Campinglivet er simpelt, man er tæt på naturen, og det er nemt at skabe relationer med andre på en campingplads. Og så kan man campere i mange variationer og prislejer, forklarer landsformanden for Dansk Camping Union, Anne-Vibeke Isaksen.

I 2023 var der ifølge VisitDenmark 4,8 millioner danske overnatninger på campingpladser på landsplan, og i Sydjylland var der 929.150 danske overnatninger.

Fra telt til moderne vogn

Lona og Benny Frøsigs campingliv begyndte med et telt i 1987, da deres datter var spæd. Det blev senere erstattet af en gammel campingvogn uden varme og køleskab. Den er nu udskiftet med en moderne model med fortelt - og køleskab selvfølgelig.

De fireårige tvillinger Lauge og Johan er for første gang i år med deres mormor og morfar på camping uden deres forældre.

Deres datter er blevet voksen og har selv fået børn - tvillingerne Johan og Lauge på fire år - som de garverede campister har fået selskab af på campingpladsen. Børnebørn kan nemlig komme gratis med deres bedsteforældre på Ribe Camping i denne uge og de to kommende.

- Det er hyggeligt, men der er også arbejde ved det, fortæller Lona Frøsig med et smil.

Nemt at få venner

Tvillinger er slet ikke de eneste børn på campingpladsen.

Familien Ramsdal Mitchell med to børn på ni og 11 år gør to dages holdt på Ribe Camping i autocamper, før de fortsætter turen mod Holland.

For dem handler campinglivet også om samvær med andre campister.

- Det er nemt for børnene at finde andre børn at lege med på campingpladser, og det er hyggeligt at være sammen med de andre campister, når vi for eksempel laver aftensmad i fælleskøkkenet, fortæller Pia Ramsdal Mitchell.

Selvom solen ikke skinner hele tiden, er humøret højt.

Et nært fællesskab med de andre campister oplever Lona Frøsig også, og så har hun en veninde og to familiemedlemmer, der også er fastliggere på pladsen.

- Så besøger vi hinanden og hygger os i forteltet med et spil kort eller nyder et glas vin eller en kold øl, fortæller Lona Frøsig.

De er nu verdensmestre i usædvanlig sport

Udgivet

De er mellem 9 og 50 år og tilsammen udgør de Vejen Garden, der netop er blevet verdensmestre med imponerende høje point.

Det er langt fra alle, der kommer til at opleve det - at vågne op som verdensmester.

Men sådan var det mandag morgen for medlemmerne af Vejen Garden.

Og det føles rigtig godt, hvis du spørger Jørgen Schmidt, der er daglig leder af Vejen Garden.

- Jeg har været med i rigtig mange år, og indtil videre er det det største, vi nogen sinde har opnået. Så er der ikke mere, vi kan gå efter. Det her er det største. Helt sikkert, siger Jørgen Schmidt, der er daglig leder af Vejen Garden.

I weekenden var Vejen Garde til det 25. verdensmesterskab i garde, der blev afholdt i Rastede i Tyskland. Her mødtes 86 korps fra 14 forskellige nationer og cirka 4.000 musikere.

Her konkurrerede de i march og koncert – og vandt begge discipliner overlegent. De fik nemlig 91 og imponerende 97,0823 point ud af 100 mulige.

- Der har været et langt sejt træk i flere år, hvor vi ret målrettet har arbejdet på, at vi skulle hæve niveauet i garden, og vi har professionelle instruktører både i march og i vores koncert. Drengene er bare blevet utroligt dygtige de senere år. Det er hårdt arbejde og ja, lidt held skal der også til, siger Jørgen Schmidt.

Jubel med i bussen

I bussen på vej til verdensmesterskabet var der ellers en bekymring for disciplinen march, for koreografien sad ikke helt så skarpt, som de havde drømt om. Men da det var tid til at stå på den store scene, gik koreografi og musik op i en højere enhed.

- Men det er lidt ubeskriveligt. Det giver gåsehud stadigvæk, når jeg tænker over det.  Der er rigtig mange timers hårdt arbejde i det, og når det så forløser sig, og man så får sejren hjem. Det er ubeskriveligt, siger Thomas Pedersen, der er musiker og koreograf.

Vejen Garde er et korps, der kun består af drenge og mænd. Lige nu er der 90 af dem.

Og med Verdensmesterskabet i hus, så byder den nærmeste fremtid på endnu flere rejser for gruppen.

- Vi har flere gange været i Berlin. Og det er helt klart, at sådan nogle invitationer må der komme flere af med tiden. Det håber vi på, siger Thomas Pedersen.

Men indtil videre så sidder weekends sejr stadig i dem. For det var en lang bustur hjem fra Rasted i Tyskland - og lige præcis lang nok til, at mesterskabet virkelig kunne fejres.

- Min stemme bærer præg af, at det var lidt vildt i går. Det har været en rigtig god tur. Det viser resultaterne også. V har opnået det, som vi nok ikke helt turde tro på, siger Thomas Pedersen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com